16. maj 2010

Lær det så......

Og lær det så fru Hansen, det kan godt være at historie er en af dine store interesser, men når du snakker historie med en asperger (ikke min egen søn) så risikerer du at det er en særinteresse og så kommer du altså til kort.
ØV ;o) Han var godtnok skarp, men heldigvis havde vi en spændende diskussion.

2 kommentarer:

  1. Hej Fru Hansen.

    Bare lige en lille kommentar til det at shoppe tøj..

    Det er det samme her. Her er der dog den krølle på, at vores alligevel selv VIL med for at handle og så tager det til gengæld en KRIG. Når vi endelig er hjemme igen, er det så som regel med tøj hvor jeg i mit stille sind må tage alle midler i brug for at tie stille. Det er pr tradition fire numre for stort!! Altid helt sort, uden noget som helst og i modeller der ku lede tanken hen på at vi har en søn og ikke en datter. Der er bare ikke noget at gøre ved det. Mere end een gang er hun blevet fejlopfattet som dreng fordi hun i en lang periode havde helt kort hår. Selv forstod hun ikke hvorfor fremmede ikke kan se at hun er en pige, og vores forklaringer forstår hun simpelthen ikke. Pyhh det er bare ikke nemt.

    Vi har flere problemer for tiden med det at hun er helt blank omkring nogle ting, men jeg skriver ikke om det. ER helt ærligt bange for at blive stemplet som en "ond" stedmor der ikke er tolerant, men det er slet ikke tilfældet. Det er bare ufatteligt slidsomt og svært at have et aspergerbarn.

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  2. Hej Henriette
    Vi er ganske enige i at det er en meget svær opgave at have en asperger så tæt på, som vi to har. Det er en evig kamp og selvom jeg har været hans mor i 19 år udkæmper jeg stadig kampe. Den ene dag er han næsten som en almindelig ung mand og dagen efter kan ham fuldstændig lukke af for omverdenen. Jeg prøver at sige til mig selv, at hvis der skal snakkes konstruktivt med ham - skal det være på de gode dage.
    Nogle gange kan jeg få helt ondt i maven ved tanken om, hvordan det skal gå ham senere i livet, når han ikke har os til at bære over med ham. Men jeg må også sige, at han jo ikke selv har valgt dette, svære og desværre usynlige handicap.
    Men hensyn til at være "ond" er min erfaring, at være bestemt ikke er at være ond, for min asperger har brug for klare grænser - men samtidig er han også diskussionslysten, han bliver ved så længe han kan finde argumenter uanset hvor gode eller dårlige de er.

    SvarSlet