Viser opslag med etiketten Venner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Venner. Vis alle opslag

8. januar 2009

Svært venskab

Her i huset bor en søster til vores aspergersøn, hun er et nemt barn og det største problem hendes far har med hende, er at hun er et rodehoved, så hendes værelse ligner ofte noget hvor der er faldet en bombe. Hun begynder dog så småt at se fordelen ved orden derinde.

Hun har venner - ikke mange, men hun plejer dem trofast og blandt dem er hendes veninde, som flyttede langt væk fra byen i 1. klasse, hende har hun stadig kontakt med flere gange om ugen. Hun har en kammerat fra klassen, som bor lige i nærheden, han er en dejlig dreng, som kommer her ofte. Deres største problem har været at, de andre i klassen ikke måtte vide at de legede sammen, for så ville de bare tro at de var kærester :-D

I forsommeren fik hun så en ny veninde, som skulle vise sig at blive lidt af en udfordring. Moderen til denne pige havde længe talt med mig, om ikke jeg synes de skulle lege sammen, men jeg er af den indstilling, at hvis de skal lege, skal de selv finde sammen og ikke fordi forældrene synes. De fandt så sammen og begyndte at besøge hinanden og tilsyneladende gik det godt. Mest legede de dog hos veninden og indimellem synes jeg dog vi så lige lidt nok til datteren.

Pigen kommer fra en socialt belastet familie - faderen bor ikke hos dem og han er i perioder lagt i sprit. Det skulle  naturligvis ikke komme pigen til skade. Desværre havde jeg hørt fra andre, at der var nogle af pigerne i klassen der ikke måtte lege med hende. Nå tænkte jeg, vi bor i et område, som bestemt har sine snobber :-D Men alligevel synes ikke de kunne laste pigen for faderens udskejelser . Moderen var naturligvis glad for venskabet og hun var oprigtigt glad for vores datter. Hun lagde desuden kortene på bordet for mig og fortalte at hun selv havde haft alkoholproblemer, men var total tørlagt - de ord tror jeg er sande.

Desværre er pigen præget af de ting som følger hende i kølvandet og allerede i starten af venskabet, var det et problem at hendes mor og faktisk også faderen var glad for vores datter, pigen troede at de nu bedre kunne lide vores datteren end de kunne lide hende. Det fortalte datteren at de måtte bruge langt tid på at overbevise hende om, at det ikke hang sådan sammen.

I efterårsferien var datteren og jeg på besøg i sommerhus hos nogle venner. Datteren blev så deroppe. Mens hun var der fik hun en grim sms fra pågældende veninde, som skældte hende hæder og ære fra, fordi hun ikke som de havde aftalt var blevet hjemme i ferien, så de kunne lege sammen. Datteren ringede hjem og grædende fortalte hun, at det havde de ikke aftalt. Jeg fik hende til at sende sms'en hjem til os og mandens ringende og snakkede med hendes mor - moderen kunne godt huske den diskussion og sagde at det var rigtig at datteren ikke havde lovet noget - hvilket hun jo heller ikke kunne, for det kunne jo være vi som familie, havde andre planer.

Desværre havde pigen svært ved at forstå, at hun havde misforstået situationen, hun blev ved med at køre på datteren og påstå at hun havde svigtet en aftale..... Vi lod datteren prøve at løse konflikten selv og i løbet af nogle dage, blev de da også venner. Men der gik ikke ret lang tid, så var den gal igen - denne gang fordi datteren havde en anden aftale og ikke ville ændre den.

Vi havde nu efterhånden fået snakket tingene godt igennem med datteren og fundet ud af at pigen brugte trusler og slag, når hun ikke kunne få sin vilje og vi synes det var klogt hvis datteren gjorde en ende på det venskab. Men det er svært når man kun er 10 år og skal være sammen hver dag i skolen.

En dag ringede datteren til mig på jobbet og sagde "nu vil hun lege igen" "har du lyst" spurgte jeg hende "jo ja måske". Jeg sagde til hende at hvis de skulle lege så blev det ovre hos os, og så kunne vi tage en tur omkring mormor. Det synes hun var fint. for så var hun i trykke rammer. Det blev sidste gang de legede sammen, bl.a. satte pigen datteren til at plage åbde mormor og morfar om penge og den taktik har vi aldrig brugt i familien, så begge mine forældre undrede sig over denne adfærd fra datteren. Jeg konfronterede hende med det og med et dybt suk sagde hun at det var pigen, som havde fået hende til det. Jeg fortalte hende at jeg ikke synes det var i orden og den tog hun til sig. Hun konstaterede at hun ikke gad være ven med pigen mere. Det var den sidste dråben der fik bægeret til af flyde over.

Efter den tid bakkede hun helt væk fra venskabet og selv om pigen forsøgte med både søde ord, slag og trusler, så var  og er datteren helt færdig med det venskab. Men det var en hård kamp for hende at lære at sige fra.

7. oktober 2008

Jeg blev fundet på Facebook

Facebook får gamle venner til at poppe op igen og chancen for en hyggelig chat er absolut til stede.... Sådan en chat havde jeg igår, da en tidligere nabo var online. Det er ved at være nogle år siden vi sidst sås.

Forhen da vi var naboer, kun hun tit listende og fik en kop the - hun skulle altid kun have en halv kop, og på en tidspunkt blev hun så fortalt, at vi ikke havde nogle halve kopper. En dag stod hun så i døren med en halv kop, og selvfølgelig fik hun sin halve kop the :-D Hun har stadig den halve kop, og mon ikke vi finder tid til at halvfylde den med the eller kaffe. :-)

kaffekop_ by you.

3. marts 2008

En tak til de, der er der når vi har brug for det.

I øjeblikket møder far, min søster og jeg en masse omsorg fra vores venner, det er telefonopkald, små sms - små hilsner og nogle "jeg kigger lige ind". De er velkomne og vi bruger dem.

Når mor får det fysisk bedre - vil hun få brug for at snakke, græde og skælde ud, hun vil være langt nede psykisk. Vores netværk er med til at ruste os til opgaven, og jeg er dem dybt taknemmelig.

3. februar 2008

Ingen tvangsbryllup her.....

Vi har en datter på 10 år og vi har nogle venner som har en søn på 10 år. De er født med 2 dages mellemrum og er inddirekte årsag til at deres forældre idag har et rigtig godt venskab.

De to unger er opvokset med meget social omgang med hinanden og betragter hinanden, som en rigtig god ven. For tre fire år siden, ingen husker det nøjagtigt, kom de to med hinanden i hånden og erklærede at når de blev voksne, skulle de giftes. Fint tænkte vi, så var der ingen problemer med at få afsat datteren og vi kendte jo svigerfamilien ganske godt. Så manglede vi bare at få aftalt medgiften.

Medgiften var ingen problem, vi har forlangt 6 kameler for datteren og hendes kommende svigerfar har erklæret sig villig til at skaffe dem....... ;-)


Så kommer hurdlen - de kære unger er kommet på andre tanker. Den ene vil rejse til Grønland og den anden til Japan, hvis de skal giftes. Vi har endda forklaret dem er langdistanceægteskaber er noget skidt :-)

Jeg tror vi undlader at tvinge dem ind i ægteskab - vi vil jo gerne have børnebørn og dermed også mulighed for at besøge dem - om mange år.... :-) Så vi håber at når den tid kommer, dukker der en anden sød svigersøn op.

18. oktober 2007

Venskabet holder endnu......

Inde på sønnens værelse spilles der computer til den store guldmedalje. De sidder fire friske unge mænd med hver deres pc, og spiller vistnok det samme spil, men hvad ved jeg.


I mellem disse unge mænd sidder en af hans ældste kammerater, de har kendt hinanden siden børnehaven og nyder stadig hinandens selskab.

For nogle år siden, legede de inde på sønnens værelse og på et tidspunkt blev de uvenner over et eller anden og kammeratens temperament løb af med ham. Han kom farende igennem stuen, hvor jeg opholdt mig og bedyrede at det var sidste gang han ville lege med min søn og nu skred han og kom ALDRIG MERE tilbage. Ok tænkte jeg det var voldsomt, men jeg nåede overhovedet ikke at reagere inden han var ude af døren. Jeg så ham rundede vores carport på vej hjem og sådan ca. 5 skridt længere henne så jeg ham dreje skarpt om på hælen og komme tilbage, hvor jeg måbende spurgte ham hvad han ville. Jo.... han ville da ind og lege med min søn.....

Så aldrig mere..... blev til et kort sekund og de to unge mennesker er stadig venner.

17. juni 2007

Søndag på hæld

Søndagen hælder mod mandagen og weekenden er snart slut.

Regnen har haft magten, alting er vådt.

Mine krukker er blevet vandet fra over, ikke så blidt som jeg ville have gjort, men med vand i rigelige mængder.

 Vi har haft gæster, vi har været i byen og besøgt venner vi ser for lidt til. Vi har hygget os og slappet af.

Nu venter en ny frisk uge, og der er kun 2 uger til sommerferie. Herligt.

16. juni 2007

Lørdag i godt selskab

Vi har haft gæster idag...... Sønnen havde besøg af en fra hans parallelklasse, en dejlig ung mand, som jeg fornemmer, han hygger sig godt sammen med...... Vennen skal skifte skole til august, og vi håber sønnen følger efter, til næste år. De er meget indstillet på at bevare venskabet, og vi vil forsøge at bakke op om det. Sønnen har aspergersyndrom, hvilket gør at han har svært ved at få venner, men han har efterhånden fundet en lille pæn flok, som har har det godt sammen med.

Vi havde besøg af en af vores bedste venner, hvis kone.... ifølge hans udsagn, havde forladt ham........... altså bare for weekenden, så han var ikke sen til at takke ja til en gang aftensmad, da jeg tidligere på dagen, havde ham i telefonen.

Vennerne er flyttet i hus for ikke så længe siden, og har for en uge siden fået en lille ny i familien........ en lille hundehvalp, som nåede at tisse tre gange på mit gulv...... men han er tilgivet.


Jeg forsøgte at tage nogle billeder at den lille orkan, men på 14 forsøg, lykkedes det kun at få 2, der blev bare nogenlunde.......

22. april 2007

Lørdag i hyggens tegn

Vi sov længe og endte med at slå morgenmad og frokost sammen til et måltid.....

Søster ringede og meldte hendes og yngste niecens ankomst til kl. 1, da svoger skulle i Gigantium is-arena og se Ishockey-landskamp. Manden i huset, smuttede afsted for at se om han også kunne få billetter til samme kamp, men opgav da han så køen foran Gigantium.

Søster havde vovse med her ud, en dejlig - ikke så lille mere - hvid schæfter hvalp på 6 måneder. Han fik travet nogle meter rundt i vores hus.

Da kampen i Gigantium var slut, skulle søster hente svoger, men inden havde yngste niecen fået lov til at blive hos sin fætter.

Vi var inviteret til Grill aften hos nogle venner. Selv om det ikke just var grill vejr, grillede vi altså - Grillmaden blev dog spist i deres køkken.

For flere år siden, har vi aftalt at - deres søn skal gifte med vores datter. Ungerne er nu 9 år gamle og bryder sig slet ikke om arrangerede ægteskaber, for datteren meddelte at hun flyttede til Kina og deres søn ville flytte til Thailand , hvis vi ville tvinge dem ud i noget......Tror nok vi må lade dem finde ud at deres ægteskaber selv.

Så var det også dagen, hvor kongehuset blev beriget med en lille ny prinsesse. Den første, som er født i Danmark i over 50 år. Tillykke med det.

20. april 2007

Restferie

Vi bruger ugen til rest ferie, og for manden i huset er det slut - jeg har lige en enkelt dag til afvikling på mandag.........

Ungerne skulle dog afsted, så det var tidligt op og smøre madpakker og sende dem afsted... Jeg hoppede dog under den varme dyne igen....... men der gik ikke mange minutter før sønnen stod i døren, hans chauffør, var smuttet uden ham. Der var sket en misforståelse, så farmand smuttede ham lige..... den træge vej gennem en proppet limfjordstunnel....

Lidt op ad formiddagen, fik jeg taget mig sammen til at forlade dynens varme område og fik lavet noget kaffe og lunet et par rundstykker... mens vi fik planlagt dagen og vendt verdens situationen.

Badeværelset skulle gøres rent, det var ikke lige lysten der drev værket, men jeg elsker en nyrengjort badeværelse..... I mens var manden i huset taget afsted til storcentret for at hente sønnen, som var taget derud sammen med Dus-ordningen.

Vi har en mindre episode, med sønnen, som har asperger syndrom. De havde i Dusen aftalt at de skulle på tur til Storcentret, og i sønnen verden, er det for at handle..... han kender ikke til begrebet "at ose". Så han ringede hjem og ville have penge til et pc-spil og det ville hans far ikke give ham. Det resulterede i at han så gik i baglås og ikke ville med i Storcentret, hans pædagog ringede hertil og forklarede situation og jeg fik sønnen i røret og forklarede ham, at så kunne han bare tage bussen hjem, for ingen af os ville køre op på skolen og hente ham når aftalen var, at han skulle hentes i Storcentret.... Øv hvor er vi nogle dumme forældre..... Heldigvis besindede han sig og tog med. Rapporten fra pædagogen, efter en times tid, var at han nu hyggede sig i selskab med en af de andre fra skolen.....

Vi skulle ud til mine forældre og hente et par gamle gruekedler, som min far havde lovet jeg måtte få. Sidste år, da vi lagde fliserne om ude foran huset, ymtede jeg en dag, at jeg ville investere i et par Whiskytønder til at plante blomster i, men far sagde at han ville af med gruekedlerne og at jeg måtte få den ene, så kunne min søster få den anden, men min søster ville ikke have den, så jeg "satte" mig på dem begge. Faktisk havde far overvejet, at sende dem med storskrald, men heldigvis, var han klar over at en af os to tøser nok kunne bruge dem........ Nu er de begge slæbt til huse og om ikke så mange dage står der blomster i dem.

Aftensmaden var nem, det var Pizza for nogle af vores venner havde meldt deres ankomst, til kl. 18:00 og de havde spist, så det skulle være hurtigt og enkelt.

Vennerne, ja de bor på den nordlige side af fjorden og der må igen, som altid, når de kommer på besøg, have været kø i svær grad gennem tunnellen....... For de var her først efter 19:30..... De er lige kørt for ikke så længe siden, og vi fik snakket en masse...... Sjovt nok løber vi aldrig tør for emner....

31. december 2006

Nytårets komme


Rundt om i verden er de allerede godt i gang med at fejre det nye år. Vi kommer med om lidt mere end syv timer.

Det er for mange tiden hvor de kigger tilbage på godt og ondt. Her i huset har vi haft et blandet år, med forandring ikke mindst på grund af sønnens aspergerdiagnose, travlhed på arbejde, for herren i huset har kommunalreformen haft sin indflydelse. I en nærmeste familie udenfor huset har en del sygdom præget året - så vi har set sygehus indefra i en del timer. Heldigvis er der fremgang på det punkt.

Vi har nydt gode og hyggelige timer med familie og venner, både de nære og nogle af dem lidt længere væk geografisk. Det er også noget vi ser frem til i det nye, hvor gamle venner fra før i tiden også skal ind over.

Lige nu render børnene rundt og pynter op til nytåret, julepynten blev pillet ned først på eftermiddagen - dog står juletræet endnu, og det vil det gøre nogle dage endnu - vi har jo stadig hellig tre konger den 6. januar, som vi synes er afslutningen på julen.

Lige om lidt vil jeg sætte maden i ovnen og så vil vi dufte til maden, mens den bliver færdig, alt i mens Dronningen holder sin tale for hele Danmark.

Godt nytår.

23. december 2006

Der kom et brev....

Jeg ved ikke hvad der er der sker i denne juletid. Gamle venner popper op fra fortidens mindeboks. Først en kammerat, som løb over herren i huset den anden dag.

Så idag.... kom der er julebrev fra en tidligere nabo, som vi har haft en del med at gøre før i tiden. En forbindelse, som jeg ofte har været ked at, fik lov at løbe ud i sandet.

I dag dumpede så ind af døren, det dejligste julebrev. 1½ a4 side med beskrivelse af deres liv. Jo jeg glæder mig til at komme i forbindelse med hende. For nu ligger bolden helt klart hos mig.

Er der noget at sige til at humøret nærmere sig julehumør?

15. december 2006

Jeg fik en sms



Hvor er det fedt at høre fra en gammel ven jeg ikke har mødt i mange, mange år.

Han løb på herren i huset inde i byen og fik mit mobil nummer, og sendte mig straks en sms. Har svaret at vi gerne vil mødes med dem i det nye år.

Det var en dejligt julegave.

14. oktober 2006

På besøg nordenfjords

Hvad gør man når man har planer der går i stykker.....

Man finder nogle andre ofre. Så vi startede bilen og kørte Nordenfjords, hvor nogle af vores bedste venner bor. Her har de hjerte- og husrum, her kan vi være os selv, her får vi snakket og vi hygger os. Vi ved vi er velkomne.

Her er rart at være.

Vi blev snydt for... men har til gode


En hyggelig dag i Skanderborg, for værtinden har i stedet for inviteret en ordentlig forkølelse indenfor og nu har lagt sig med feber......

Så det må vi have til gode til en anden god gang. Der blev ringet afbud, her midt på formiddagen og jeg gav hendes mand besked på at putte hende ned under dyne og passe godt på hende, og det lovede han.

GOD BEDRING dernede.

7. september 2006

Hjemmelavet - is

Jeg vandt et væddemål for omkring 3 år siden - og nu er det tid for betaling

Så vi skal ned til hende her og hendes mand og spise is....... umm glæder mig.

5. juni 2006

På Pinsens faldereb


Det har været en rigtig, rigtig dejlig pinse......... Vi har nydt den i fulde drag, og sidder lige nu og slapper af inden en ny arbejdsuge truer forude.

Lørdag i gode venners lag med raqlette, en rigtig hyggelig og sjov aften. Søndag havde vi, mine forældre til kaffe, indscanning af gamle fotos og fodbold i tv. Søndag aften til spontan grillaften i gode venners lag i hendes forældres kolonihavehus, som har kolonihaveforeningens bedste udsigt. I dag ville vi hive kaffe hos min søster og svoger i deres dejlige have med fjordudsigt. Vi er først kommet hjem derude fra klokken halv ni, for vi blev inviteret på grillaften derude også. Vi har hygget og snakket os igennem pinsen i gode venner og familien lag - og det har været rigtigt dejligt og vejret har været nogenlunde med os også.

Datteren er kommet hjem fra pinselejr og er puttet i seng, så hun er klar til skole i morgen og sønnen drikker et glas cola og overvejer om ikke han skal samme vej. Begger forældrene sidder ved hvert sit pc-tastatur og slapper af.

2. juni 2006

At se pinsesolen danse...


.... er ikke i vores planer, men vi blev ringet op af nogle rigtig gode venner, som vi har delt både og og ondt med, om vi ikke havde lyst til at være sammen med dem lørdag aften - så kunne vi finde ud af noget at spise og hygge os over en flaske rødvin....... Hvem siger nej til en hyggelig aften i godt selskab - ikke vi :-) Det er et par herlige mennesker som har nøjagtig samme humor som os, så den kommer ikke til at gå stille af sig.

Datteren tager på spejderlejr hele pinsen og sønnen er kommet hjem fra lejrskole og har planer med vennerne i weekenden, så vi har bare os selv at tage hensyn til, og kan gøre hvad vi vil, dejligt.