Svært venskab

Her i huset bor en søster til vores aspergersøn, hun er et nemt barn og det største problem hendes far har med hende, er at hun er et rodehoved, så hendes værelse ligner ofte noget hvor der er faldet en bombe. Hun begynder dog så småt at se fordelen ved orden derinde.

Hun har venner - ikke mange, men hun plejer dem trofast og blandt dem er hendes veninde, som flyttede langt væk fra byen i 1. klasse, hende har hun stadig kontakt med flere gange om ugen. Hun har en kammerat fra klassen, som bor lige i nærheden, han er en dejlig dreng, som kommer her ofte. Deres største problem har været at, de andre i klassen ikke måtte vide at de legede sammen, for så ville de bare tro at de var kærester :-D

I forsommeren fik hun så en ny veninde, som skulle vise sig at blive lidt af en udfordring. Moderen til denne pige havde længe talt med mig, om ikke jeg synes de skulle lege sammen, men jeg er af den indstilling, at hvis de skal lege, skal de selv finde sammen og ikke fordi forældrene synes. De fandt så sammen og begyndte at besøge hinanden og tilsyneladende gik det godt. Mest legede de dog hos veninden og indimellem synes jeg dog vi så lige lidt nok til datteren.

Pigen kommer fra en socialt belastet familie - faderen bor ikke hos dem og han er i perioder lagt i sprit. Det skulle  naturligvis ikke komme pigen til skade. Desværre havde jeg hørt fra andre, at der var nogle af pigerne i klassen der ikke måtte lege med hende. Nå tænkte jeg, vi bor i et område, som bestemt har sine snobber :-D Men alligevel synes ikke de kunne laste pigen for faderens udskejelser . Moderen var naturligvis glad for venskabet og hun var oprigtigt glad for vores datter. Hun lagde desuden kortene på bordet for mig og fortalte at hun selv havde haft alkoholproblemer, men var total tørlagt - de ord tror jeg er sande.

Desværre er pigen præget af de ting som følger hende i kølvandet og allerede i starten af venskabet, var det et problem at hendes mor og faktisk også faderen var glad for vores datter, pigen troede at de nu bedre kunne lide vores datteren end de kunne lide hende. Det fortalte datteren at de måtte bruge langt tid på at overbevise hende om, at det ikke hang sådan sammen.

I efterårsferien var datteren og jeg på besøg i sommerhus hos nogle venner. Datteren blev så deroppe. Mens hun var der fik hun en grim sms fra pågældende veninde, som skældte hende hæder og ære fra, fordi hun ikke som de havde aftalt var blevet hjemme i ferien, så de kunne lege sammen. Datteren ringede hjem og grædende fortalte hun, at det havde de ikke aftalt. Jeg fik hende til at sende sms'en hjem til os og mandens ringende og snakkede med hendes mor - moderen kunne godt huske den diskussion og sagde at det var rigtig at datteren ikke havde lovet noget - hvilket hun jo heller ikke kunne, for det kunne jo være vi som familie, havde andre planer.

Desværre havde pigen svært ved at forstå, at hun havde misforstået situationen, hun blev ved med at køre på datteren og påstå at hun havde svigtet en aftale..... Vi lod datteren prøve at løse konflikten selv og i løbet af nogle dage, blev de da også venner. Men der gik ikke ret lang tid, så var den gal igen - denne gang fordi datteren havde en anden aftale og ikke ville ændre den.

Vi havde nu efterhånden fået snakket tingene godt igennem med datteren og fundet ud af at pigen brugte trusler og slag, når hun ikke kunne få sin vilje og vi synes det var klogt hvis datteren gjorde en ende på det venskab. Men det er svært når man kun er 10 år og skal være sammen hver dag i skolen.

En dag ringede datteren til mig på jobbet og sagde "nu vil hun lege igen" "har du lyst" spurgte jeg hende "jo ja måske". Jeg sagde til hende at hvis de skulle lege så blev det ovre hos os, og så kunne vi tage en tur omkring mormor. Det synes hun var fint. for så var hun i trykke rammer. Det blev sidste gang de legede sammen, bl.a. satte pigen datteren til at plage åbde mormor og morfar om penge og den taktik har vi aldrig brugt i familien, så begge mine forældre undrede sig over denne adfærd fra datteren. Jeg konfronterede hende med det og med et dybt suk sagde hun at det var pigen, som havde fået hende til det. Jeg fortalte hende at jeg ikke synes det var i orden og den tog hun til sig. Hun konstaterede at hun ikke gad være ven med pigen mere. Det var den sidste dråben der fik bægeret til af flyde over.

Efter den tid bakkede hun helt væk fra venskabet og selv om pigen forsøgte med både søde ord, slag og trusler, så var  og er datteren helt færdig med det venskab. Men det var en hård kamp for hende at lære at sige fra.