Så er det overstået for denne gang.

Dagen i dag, var bare en der skulle overstået i en fart og med et godt resultat – og det blev sådan.
Tre år er der gået siden jeg fik opereret en kræftknude væk, lige under det venstre knæ. I dag var det så tiden til det halvårlige kontrol af knæet og det så ud som det skulle. Knuden blev dengang erstattet med en lille rund klump cement og der sidder stadig en lille fin klump, lige der hvor den skal.
Jeg tog alene afsted denne gang og måske skulle jeg have haft en med til at underholde – for nøj hvor var humøret langt nede, under køreturen – jeg tudede dog ikke, for jeg lavde den aftale med mig sig, at tuderiet kunne vente til jeg kørte hjem ad. Men hele vejen derned var fyldt med dystre tanker. Hvad nu hvis………
Heldigvis var der ingen grund til at tude, alt så helt fint ud og lægen sagde at nu var der ikke så mange gange tilbage, inden jeg var færdig med at komme til kontrol, så vidt jeg kan regne ud, er der højst 4 gange tilbage. Så jeg svævede derfra. Lettet i hjertet over at alt var som det skulle være.

Luk dog munden.....

Sommetider skal man bare holde kæften lukket.
Det måtte jeg sande, da jeg på en arbejdsdag mellem jul og nytår, påstod at jeg ikke havde hørt om nogen omgangs syge af nogen art og det bestemt ikke var min tur.

Ja ja Fru Hansen, så kan du lære det. For hvem har ligget de første tre dage med næsen i vejret i sin seng og ventet på at den der forkølelse skulle gå over og hvem har lige trukket mand og teenager med i faldet.
Ynkelige, det er lige det vi er......

I dag var jeg dog tilbage på job og måske lige en dag for tidligt...... som altid. Men det gik. Nu sidder jeg her ved pc'en og overvejer om dagen er slut nu eller jeg skal give den en times tid mere inden jeg finder min seng.

Mand og teenager er stadig noget ramte, men dog med opadgående kurve.

Stille dage

Dagene går stille forbi. Vi bruger tiden på at tænke på mor og besøge hende på hospitalet. Hun er stadig indlagt efter hjertestoppet og for det ikke skal være for let, er der lige stødt en alvorlig lungebetændelse til. Derudover har de været ved at morfin-forgifte hende ude på hospitalet. Så lysten har ikke været til så meget blogskrivning. Hun er nu langsomt i bedring og når hun får det bedre, skal hun vist til Varde og opereres. Det er der eksperten  er og hun har besluttet at hun stadig vil livet og lægerne er villige til at give hende chancen.
Hun har været meget igennem min mor og det slider, hun har heldigvis en figthervilje, man skal lede længe efter.

Min mor er kun 68 år og lige nu er hendes mål at nå at fejre Guldbryllup og at runde de 70 og når det sker skal det fejres med manér.

Føj for en fredag

Vi havde en yderst højdramatisk fredag aften
En aften som skulle være i hyggens tegn. Vi skulle til håndbold i Gigantium og da vi havde haft sønnen på besøg, havde jeg lovet ham at vi ville køre ham hjem.
Lige før vi nåede hans adresse blev jeg ringet op at far, som meget roligt fortalte mig at mor var faldet om i Gigantium med hjertestop og at ambulancen var på vej derud.

Vi kørte så ud på Aalborg Sygehus Syd og ankom næsten samtidig med ambulancen og fandt far i et venteværelse. De havde siddet og spist og pludselig blev hun dårlig og bad far ringe 112.
Tilstede i Gigantium var der folk der vidste hvad de skulle gøre i forbindelse med hjertestoppet og i hallen er der også hjertestarter. Uden disse mennesker og hjertestarteren havde vi ikke haft mor her idag.

Mor overlevede og ligger igen, igen på sygehuset. Nu er lægerne i gang med at finde ud af hvad, de kan gøre for min mor, for de er enige om at med hendes alder, 68 skal der gøres en indsat for at hun bliver her nogle år endnu.

Vi fik også fat i min søster og forholdvis var mor blevet så god, at vi kunne til at snakke med hende. Hun var naturligvis var noget konfus over det der var sket. Da hun så mig og min søster begyndte hun at græde og spørge hvad der var sket. Vi snakkede med hende et stykke tid og hun begyndte at slappe af.

Så skulle hun flyttes fra akutten op på afdelingen, som heldigvis ikke blev intensiv, som de var ved at snakke om. Min søster og jeg blev enige om at hun blev hos mor, mens de flyttede hende op og for at vi ikke var alt for mange mennesker omkring hende, ville jeg tage far med i Gigantium. Han var så forvirret, at vi mente det ville være godt at komme ud og få fortalt derude. at hun havde overlevet hjertestoppet.

Ude i Gigantium, havde de lige før vi ankom, meddelt over højtaleren at mor havde overlevet, hvilket udløste dagens største bifald. Nogle af mine forældres venner var tilstede i hallen og hun havde gættet at det måtte være mor, der var sendt afsted på hospitalet. Så hun var glad for at se os, hvilket jo klart var ensbetydende med at mor var i live.

Jeg sad med min mobil i hånden under hele kampen og var i løbende kontakt med min søster. Far begyndte heldigvis hurtigt at slappe af. En af fanklubben venner, gik ned og "stjal" de roser der var pyntet med på bordene. Dem fik vi med ud til mor.

Vi tog så på sygehuset igen og mødte en mor, som allerede så meget bedre ud, søster blev sendte hjem og vi  kunne supplere op på det der var sket i Gigantium.

Da jeg kom hjem satte jeg mig og skrev en mail til Aalborg DH, for at takke dem som hjalp til under hjertestoppet, samt for at fortælle hvordan det gik med mor.

Om søndagen modtog jeg en mail retur fra Aalborg DHs direktør, som var glad for at høre fra os. Derudover ville han gerne invitere os til spisning efter jul, altså mine forældre, deres børn og børnebørn. Den mail blev min mor meget, meget glad for og den blev vist frem til samtlige sygeplejersker, der kom ind til hende.

Mor er langsomt i bedring og lægerne godt i gang med at finde ud af hvordan de behandle hende. Vi andre kører igen i vagtskifte med at besøge hende.

Tiden går....

Med at besøge mor. Hun ligger fortsat i Skejby og det svinger noget med hende. Vi håber det bedste og frygter det værste.
Det kræver lidt planlægning med de besøg, for det er immervæk et stykke vej til Aarhus og der skal sættes en halv dag af hver gang. På den anden side, så skal hun heller ikke lægge dernede i flere dage ad gangen uden besøg.
I dag skal jeg ikke derned, det bliver min søster, som i den grad har været ophængt i denne uge, med studenter arrangementer. Hun har simpelthen ikke haft timer nok - men idag skal hun derned sammen med studenten, som skal vise mormoren sin hat.

En blandet uge

Det er sådan en blandet uge foreløbig, Mor er igen indlagt og denne gang videresendt til Skejby, hvor hun i dag er blevet opereret i hjertet, så vi går rundt og venter og venter og håber. Meldingerne lyder på at hun måske skal under kniven igen i morgen, men hun ligger heldigvis ikke på intensiv som de første meldinger lød på. Åh, jeg synes hun har været igennem nok nu.

Vi har fået en student i familien igår, min søsters steddatter og forhåbentlig får vi en mere i morgen. Min niece denne gang og fordi far gerne vil med mig til Skejby i morgen, har jeg fået lov til at være med, når de sætter huen på hende. Det har sine fordele at være chauffør for en af dem der skal være med når studenten får hue på. :o)

Udsigten fra Egholm, men vi ventede på færgen

Datteren i 7. klasse efter sommerferien, og de tre 6. klasse bliver splittet op og sat sammen på en anden måde, da der kommer elever fra to andre skoler. Derfor skulle vi på Egholm, hvor lærerne ville tage afsked med 6. årgang. Lærerne skal nemlig ikke med i overbygningen, de får nogle nye. Det har været en hyggelig aften, hvor vi spiste vores medbragte mad og derefter spillede rundbold, forældre mod elever. Pga. mit dårlige  knæ, måtte jeg nøjes med tilskuerrollen. Det var vældig morsomt, især da manden i et forsøg på at nå i mål, begav sig ud i en flyvenden hollænder ;o)) Smukt så det ud, da han skrabende henad jorden.

Her sidder jeg.....

En stille formiddags stund og nyder livet. Her er stille i huset endnu, manden sover længe og det samme gør datteren og en kammerat. De to teenagere var vist noget sent i seng, der blev ihvertfald spillet pc langt ud på natten.

Jeg har være oppe længe, der er en reol som skal males færdig og det er den nu. Så skal den tørre og så er vi vist ved at være klar med indretning af kontor.

Aftenen i går blev brugt ud på sygehuset, ja det er vist en dårlig vane her i huset. Denne gang er det svigerfar som er indlagt, han er svimmel og han snøvler og de kan ikke rigtig finde ud af hvad han fejler. Han havde det godt derude og var vældig snakkesalig. Der var dejligt at se, omend det er træls han er syg. Manden fik ringet op til svigermor, som havde fået lov at holde fri fra besøg i går og beroliget hende. Hun er forståeligt nok noget forvirret over alt det der.

Vi hyggede os derude og fik snakket lidt familie historie og jeg fik lige nogle løse ender i mit slægtforskning sat på plads.

Der arbejdes

Arrggghh gider ikke hoste mere, nå stop så. Jeg er kommet ud i samfundet forlængst, men lyder stadig som en sælhund :o) Hvilken i øvrigt flere af mine kollegaer gør - måske skulle vi danne en sælhundekor :o)

Herhjemme er resten af familien ved at være helt oven på, og der er igen gang i maling af datterens nye værelse, gulvet skal have olie og lige nu ligger manden på alle 4 derind og arbejder.

Datteren sorterer, alt det der legetøj hun er vokset fra (og der er meget) En ven har lagt billet ind på det overskydende, til hendes børnebørn og jeg tror det meste ryger derud, så kan hun selv sortere på det. Jeg tror ikke det er ret meget der kommer med, når jeg kigger på bunkerne - de største er det videregående :o)

På vej tilbage.....

Til samfundet. Det er jeg, efter godt en uge med influenza. Dagen idag er for mit vedkommende en 4 timers dag, så det var lige til at holde til.

Vi er 8 i afdelingen og de 3 af os er eller har været ramt, sjovt nok sidder vi dør om dør med hinanden, så vores to kontorer er blevet døbt sygestuen, eller lazarettet.

Nå med det var skønt at se kollegaerne igen og selv om den sidste time var meget lang, nød jeg at være tilbage og med kun 5 relevante mails, var der heller ikke lagt op til overanstrengelse den 1. dag.

Nu er jeg landet på egen matrikel og selv om det meste af dagen, vil komme til at foregå i slowmotion, så er hovedet opad og benene nedad. Skønt

Langsomt men sikkert

Så er bunden ramt og vi begynder langsomt, ganske langsomt at bevæge os op da. Det har været en hård omgang - nå men sådan er influenza jo, men det værste var at mit ansigt hævede sådan op. Så meget at VM-finalen i søndags blev set med et halvt øje :o)

Dagen efter var der totalt lukket for øjnene hele det meste af natten og formiddagn med - heldigvis havde jeg nogle lydbøger liggende på min ipod, som hjalp mig igennem de vågne timer. Men det var godt ingen var oppe om natten, da jeg famlede som en muldvarp for at finde toilettet, kun for at sætte mig alt for hårdt ned på kanten af toilettet Av for den......

Nu er hævelse faldet så meget at jeg kan bruge lidt tid ved pc og kun for at konstateret at der er 190 ulæste blogindlæg - sorry, men det bliver nok ikke rigtig læst nogle af dem i denne omgang. Jeg tror jeg vil koncentrere mig om at lade ipod'en levere det læselige i form af endnu et oplæst kapitel i "Den hundrede årige der kravlede ud af vinduet og forsvand" af Jonas Jonasson.

Det var 1, det var 2, det var 3….

Først datteren, så manden og i dag måtte jeg så kapitulere. Hovedpine, der gør det umuligt at være nogen som helst nytte på jobbet. Det mente i hvert fald min kollega, som sendte mig hjem under dynen. Nu har jeg sovet i 5 timer og hovedpinen er stadig lige slem, men jeg kan heller ikke holde ud at ligge i sengen – klynk, det er den rene ynk.

Det blev en kort frist.

Mor røg afsted på hospitalet, denne gang med fuld udrykning.

Hun var ellers nede hos os i formiddags og hun glædede sig til fødselsdagen her i eftermiddag. Vi var lige ankommet allesammen og blev bedt til kaffebordet, da mor klagede over hun havde det skidt og havde tabt luften og vi blev meget hurtigt enige om at ringe efter en ambulance.

Jeg vil tro der gik 5 minutter eller sådan noget, så var de ankommet og igang med at undersøge hende, og der blev ikke taget nogen chancer og denne gang var det så Sygehuset i Farsø vi fik at se.
Far tog med i ambulancen og fik sit livs oplevelse, der blev kørt venstre om i rundkørsler og han fik at se hvordan bilerne veg tilside alle steder.

Vi andre blev tilbage og fik smidt lidt humør tilbage i familiens børn og unge mennesker, det var en lidt voldsom oplevelse. Vi var jo alle noget forskrækkede, men var enige om at hun jo var i gode hænder.

Far ringede efter et stykke tid og fortalte at hun havde det bedre, men min søster og jeg blev enige om at køre op og se til dem. Heldigvis var farven vendt tilbage i kinderne og hun havde fået det meget bedre da vi ankom. Dog havde hun haft et tilbagefald deroppe.

Blodprøverne var heldigvis fine, så vi håber hun snart er hjemme igen.
Lige inden vi tog hjem, talte hun i telefon med den 20 årige fødslar og hende gav hun besked om at hygge sige med de gæster hun skulle have i aften og ikke bekymre sig om mormor, det lovede hun at gøre.

På hopitalsbesøg igen, igen

Mor blev indlagt fredag på Dronninglund sygehus og i går eftermiddag, kørte vi, minus sønnen og plus min far, op for at se til hende.
Hun så godt ud, men havde stadig ikke fået svar på nogle undersøgelser og hun har stadig ingen luft. Men humøret fejliede intet. Selv tror hun at de sender hende hjem i dag, vi andre hælder mest til mandag.
Vi var der et par timer og fik snakket lidt om alt og intet, datteren kedede sig en smule, men hun havde iPoden med så tiden gik da, omend lidt langsomt.
Men vi har brugt meget tid på de nordjyske hospitaler, med at besøge min mor og synes ærligt talt vi har taget vores tørn. i 2008 var hun indlagt i et halvt år og det er rigtig mange timer, vi har brugt der. Dengang troede vi ikke vi fik hende med hjem igen, men heldigvis som hun selv sig “ukrudt forgår ikke så let” Denne gang håber vi kun det bliver nogle dag.

en blandet dag.

Den sidste dag før weekenden får jeg fri kl. 12:00 og det nyder jeg i fulde drag, så længe det varer.

Desværre fik jeg lige da jeg fik fri en sms fra min far om at min mor var kommet på hospitalet, hun har problemer med luften og lægen valgte at indlægge hende – jeg talt med hende i mobilen her i eftermiddag og hun er heldigvis ved godt mod. Så i morgen eftermiddag vil vi køre en tur til Dronninglund og besøge hende.

Eftermiddagen skulle bruges til en tur i Storcentret, for sønnen trængte til nye sko og en af han pudsigheder, som asperger er at man helst skal have dem nøjagtig magen til de gamle og så måtte vi jo der ud hvor de kan købes :o) Det lykkedes næsten, samme mærke, samme sål og en smule anderledes henover foden – det udmøntede sig i en kort spekulation om det nu ikke var muligt at få de andre – jo hvis han kunne hugge en hæl og klippe en tå, så skulle han nok kunne komme i en størrelse 43 :o)

Jeg selv skulle lige omkring Stereo Studiet og have den nye CD med Runrig i hus – hvilket jeg ikke havde fortalt manden der hjemme – det tog ham noget nær 3 sekunder at få øje på den da han trådte ind i huset. Selv om han i nogle situationer er stæreblind, så har han falkeblik i andre :o)

Kontrol af knæ

Så er der gået 4 måneder siden sidste kontrol. Jeg har været i Aarhus i dag til kontrol af mit knæ. Tænk at det er 1½ år siden jeg fik fjernet den der ondartede kræftknude, som havde bosat sig i knoglen lige under mit knæ. Heldigvis er der ikke noget tilbage og knæet ser fint ud.
Først røntgen og derefter samtale med en læge – det er næsten aldrig den samme læge og denne gang var jeg heldig. vi fik en god snak om hvad jeg jobmæssigt kan med knæet, ikke mindst hvad jeg ikke kan – en fornuftig læge som bestemt ikke anbefalede at jeg sled for meget på det knæ, det skal jo holde resten af livet – faktikt pointerede har at man skal tænke sig lidt om som knæopereret. Herunder kom vi ind på støvsugning og han gav mig ret i at det var hårdt for knæet. Så det bliver som det har været siden operationen, min kære familie der må tage sig af den side af sagen ;o) – i forvejen har jeg fra lægerne forbud mod at ligge på knæet og skrubbe gulv – som om jeg nogensinde har gjort det :0)
Samtidig fik vi snakket om hvor længe jeg skal gå til kontrol, og det bliver omkring 5 år, før jeg er erklæret helt fri for tilbagefald. Så tager vi det med, der er jo kun 3½ år til.

Av altså

Jeg har et knæ der gør ondt og i morgen har vi planer om en udflugt med nogle venner…… arrgghh.

Men jeg aflyser altså ikke, så må jeg finde alle de bænke jeg kan, og holde et hav af pauser.

Knæet er det, jeg blev opereret i for et par år siden og det har ikke fungeret optimalt siden, det har jeg lært at leve med.

Men de smerter der har det med at vise deres grimme fjæs i ny og næ, de kommer sgi altid til ulejlighed :o(

Det blev udsat.....

Jeg havde en aftale med hospitalet i Aarhus idag og da børnene har vinterferie, ville det være en fin anledning til at tage datteren med, så hun kan få et indtryk af hvad der sker til de undersøgelser. Det er sådan at jeg får et års tid siden fik fjernet en ondartet kræftknude fra mit ben, og som følge deraf skal jeg til kontrol hver 4. måned. Lægerne har fjernet al kræften, så det er sker til de undersøgelser, er at jeg bliver røntgenfotograferet og en time senere bliver jeg kaldt ind til en læge, som snakker med mig i 5 minutter. Det bruger jeg så en hel dag på, for det er jo som de siger i Aarhus specialisterne er og ikke i Aalborg. Fint nok, desuden betaler det offentlige så min transport til Aarhus, og det er slet ikke svært at finde nogen der gider underholde mig på turen, jeg behøver bare at nævne IKEA, så står de i kø :o)

I dag skulle jeg så igen til undersøgelse og med optismisme lagde datteren og jeg fra Aalborg, skulle så hente en veninde til support og IKEA. Mest IKEA, for jeg har ingen skrubler med det sygdomsmæssige. Hun blev hentet og ca. 15 km længere nede i landet, blev jeg så betænkelig ved køreturen at jeg valgte at vende om. Der er nu ringet afbud til hospitalet, en ny tid er i hus og jeg sidder hjemme i den  varme stue.

I øvrigt var de glade for at vi ringede afbud , for de sagde derned at rigtig mange bare bliver væk. Ok, det var slet ikke i mine tanker, jeg har klart den indstilling at man giver besked, når andre, uanset hvem det er, der har afsat tid til en.

Jeg troede jeg var ved at vænne mig til sne og vinter, men jeg må indrømme, at når man i perioder ikke kan se vejen, så skal man vist være dumdristig, for at forsætte forsøget med at nå frem.

Tiden flyver.....

afsted og ind imellem er det svært at følge med.  Men en kort status er at mor er hjemme fra hospitalet efter et halvt år og det går den rigtige vej, dog har hun lige haft et tilbagefald af rang, da hun faldt sidste onsdag aften og brækkede armen, fik en lille flænge over øjet og en kæmpe blåt mærke på det ene ben. Lige nu er status så, at hun er der hvor hun har været det meste af året, på hospitalet........ Men vi venter, regner med, håber på at hun bliver sendt hjem i morgen. Så far - så må du vende det døve øre til når hun bider efter dig.

Heldigvis er humøret ved at være i top hos hende igen. For det var lidt af en nedtur, at skulle indlægges igen.

Øv altså

Jeg havde det godt nok på fornemmelsen......

Hele sommeren har mit knæ drillet mig, men flytning og haveanlæg har gjort at jeg har udskudt lægebesøget...... Men her i weekenden blev det for meget og en tur til lægen i dag, bekræftede min mistanke.

Hun tror min menisk er røget og jeg skal skannet og hvis det er hold i mistanken, skal jeg opereres - heldigvis er det ikke verdens største indgreb. Det der er træls er ventetiden. I Nordjylland er der 15 uger ventetid bare for at komme til forundersøgelsen - derefter yderligere 16 uger før man foretager den ambulantebehandling....... Så kan vi vist ligge tid til ventelisterne på grund af strejken....... Mon ikke jeg er klar til kamp om et års tid.

Jeg er heldigvis ikke sygemeldt, men kan sagtens arbejde, idet omfang jeg kan holde det ud.

Endelig.....

I morgen kl. 10:00 bliver mor flyttet til geriatrisk sengeafsnit på Aalborg Sygehus og målrettet genoptræning kan begynde........

Nu kan vi se frem til snarligt "løsladelse" :-)