Hjemkomst - omsider

Onsdag bliver min mor løsladt fra hospitalet denne gang og vi håber, det være lææææænge inden vi skal besøge hende der igen. Det har været en hård omgang. Men hun ER sej og helt klar til at komme hjem igen.

Far glæder sig til at få hende hjem og nu skal han så lære at hun kan være alene, det er han simpelthen nødt til, for hun har brug for at være sig selv engang i mellem. Men den første uges tid freder vi ham.

Min onkels guldbryllup rykker nærmere og heldigvis er hun, på trods af hun først ville melde afbud, indstillet på at skal med. Det er også hendes eneste bror, og hun har set frem til familiefesten længe. Godt hun har ændret mening. Det tror jeg både hun og hendes bror er glade for.

Søvnig søndag

Teenageren er gået i ferie mode, hun har råhygget på værelset hele dagen, vi andre har sumpet hele eftermiddagen foran tv, og set håndbold. Faktisk er dagen gået med ingenting og vi har nydt det.

Det vil sige jeg har været med far, ude hos mor på hospitalet og det går fremad. Idag var hun oppe og sidde i en kørestol, da vi kom og det var hun ikke i stand til for bare et par dagen siden. Lungebetændelse er langsomt på vej væk.

Tilbage står så den alvorlige del, nemlig operationen i hjertet og endnu ved vi ikke om hun skal opereres i Aalborg, eller i Varde. Men det kan også være lige meget, det vigtigste er at hun kommer i de bedste hænder.

Stille dage

Dagene går stille forbi. Vi bruger tiden på at tænke på mor og besøge hende på hospitalet. Hun er stadig indlagt efter hjertestoppet og for det ikke skal være for let, er der lige stødt en alvorlig lungebetændelse til. Derudover har de været ved at morfin-forgifte hende ude på hospitalet. Så lysten har ikke været til så meget blogskrivning. Hun er nu langsomt i bedring og når hun får det bedre, skal hun vist til Varde og opereres. Det er der eksperten  er og hun har besluttet at hun stadig vil livet og lægerne er villige til at give hende chancen.
Hun har været meget igennem min mor og det slider, hun har heldigvis en figthervilje, man skal lede længe efter.

Min mor er kun 68 år og lige nu er hendes mål at nå at fejre Guldbryllup og at runde de 70 og når det sker skal det fejres med manér.

Føj for en fredag

Vi havde en yderst højdramatisk fredag aften
En aften som skulle være i hyggens tegn. Vi skulle til håndbold i Gigantium og da vi havde haft sønnen på besøg, havde jeg lovet ham at vi ville køre ham hjem.
Lige før vi nåede hans adresse blev jeg ringet op at far, som meget roligt fortalte mig at mor var faldet om i Gigantium med hjertestop og at ambulancen var på vej derud.

Vi kørte så ud på Aalborg Sygehus Syd og ankom næsten samtidig med ambulancen og fandt far i et venteværelse. De havde siddet og spist og pludselig blev hun dårlig og bad far ringe 112.
Tilstede i Gigantium var der folk der vidste hvad de skulle gøre i forbindelse med hjertestoppet og i hallen er der også hjertestarter. Uden disse mennesker og hjertestarteren havde vi ikke haft mor her idag.

Mor overlevede og ligger igen, igen på sygehuset. Nu er lægerne i gang med at finde ud af hvad, de kan gøre for min mor, for de er enige om at med hendes alder, 68 skal der gøres en indsat for at hun bliver her nogle år endnu.

Vi fik også fat i min søster og forholdvis var mor blevet så god, at vi kunne til at snakke med hende. Hun var naturligvis var noget konfus over det der var sket. Da hun så mig og min søster begyndte hun at græde og spørge hvad der var sket. Vi snakkede med hende et stykke tid og hun begyndte at slappe af.

Så skulle hun flyttes fra akutten op på afdelingen, som heldigvis ikke blev intensiv, som de var ved at snakke om. Min søster og jeg blev enige om at hun blev hos mor, mens de flyttede hende op og for at vi ikke var alt for mange mennesker omkring hende, ville jeg tage far med i Gigantium. Han var så forvirret, at vi mente det ville være godt at komme ud og få fortalt derude. at hun havde overlevet hjertestoppet.

Ude i Gigantium, havde de lige før vi ankom, meddelt over højtaleren at mor havde overlevet, hvilket udløste dagens største bifald. Nogle af mine forældres venner var tilstede i hallen og hun havde gættet at det måtte være mor, der var sendt afsted på hospitalet. Så hun var glad for at se os, hvilket jo klart var ensbetydende med at mor var i live.

Jeg sad med min mobil i hånden under hele kampen og var i løbende kontakt med min søster. Far begyndte heldigvis hurtigt at slappe af. En af fanklubben venner, gik ned og "stjal" de roser der var pyntet med på bordene. Dem fik vi med ud til mor.

Vi tog så på sygehuset igen og mødte en mor, som allerede så meget bedre ud, søster blev sendte hjem og vi  kunne supplere op på det der var sket i Gigantium.

Da jeg kom hjem satte jeg mig og skrev en mail til Aalborg DH, for at takke dem som hjalp til under hjertestoppet, samt for at fortælle hvordan det gik med mor.

Om søndagen modtog jeg en mail retur fra Aalborg DHs direktør, som var glad for at høre fra os. Derudover ville han gerne invitere os til spisning efter jul, altså mine forældre, deres børn og børnebørn. Den mail blev min mor meget, meget glad for og den blev vist frem til samtlige sygeplejersker, der kom ind til hende.

Mor er langsomt i bedring og lægerne godt i gang med at finde ud af hvordan de behandle hende. Vi andre kører igen i vagtskifte med at besøge hende.

Tiden går....

Med at besøge mor. Hun ligger fortsat i Skejby og det svinger noget med hende. Vi håber det bedste og frygter det værste.
Det kræver lidt planlægning med de besøg, for det er immervæk et stykke vej til Aarhus og der skal sættes en halv dag af hver gang. På den anden side, så skal hun heller ikke lægge dernede i flere dage ad gangen uden besøg.
I dag skal jeg ikke derned, det bliver min søster, som i den grad har været ophængt i denne uge, med studenter arrangementer. Hun har simpelthen ikke haft timer nok - men idag skal hun derned sammen med studenten, som skal vise mormoren sin hat.

Fredag aften stille.

Huset er stille og jeg nyder det. Manden og datteren har hentet sønnen og sammen er de taget på sygehuset, for at se til min svigerfar.

Nu ved vi endelig hvad han fejler, men det skal jeg ikke trætte med her. Kun konstatere at han har det godt og er meget lettet over at vide hvad det er.

Vi havde håbet at han kom hjem til weekenden, men de beholder han lidt endnu. Jeg valgte at blive hjemme, for ellers kan vi let blive mange og så er det bedre vi spreder besøgene lidt.

Her sidder jeg.....

En stille formiddags stund og nyder livet. Her er stille i huset endnu, manden sover længe og det samme gør datteren og en kammerat. De to teenagere var vist noget sent i seng, der blev ihvertfald spillet pc langt ud på natten.

Jeg har være oppe længe, der er en reol som skal males færdig og det er den nu. Så skal den tørre og så er vi vist ved at være klar med indretning af kontor.

Aftenen i går blev brugt ud på sygehuset, ja det er vist en dårlig vane her i huset. Denne gang er det svigerfar som er indlagt, han er svimmel og han snøvler og de kan ikke rigtig finde ud af hvad han fejler. Han havde det godt derude og var vældig snakkesalig. Der var dejligt at se, omend det er træls han er syg. Manden fik ringet op til svigermor, som havde fået lov at holde fri fra besøg i går og beroliget hende. Hun er forståeligt nok noget forvirret over alt det der.

Vi hyggede os derude og fik snakket lidt familie historie og jeg fik lige nogle løse ender i mit slægtforskning sat på plads.

man undres….

Min mor ligger jo på sygehuset og er heldigvis i klar bedring. For et par år siden var hun meget alvoligt syg og der var stunder, hvor vi ikke troede hun overlevede – men heldigvis gik det ikke så galt. I den periode, som blev til et halvt års indlæggelse, var min far på besøg hver eneste dag, med kun en dags undtagelse, på besøg hos hende. Selvom vi tilbød turnusordning adskillige gange, endte han alligevel med at besøge hende.
I denne omgang, har hun så være indlagt i et par uger og stadig er han flittig til at besøge hende. I onsdags tillod han sig at tage med mig i Stadionhallen for at se håndbold.
På samme stue som min mor ligger der en dame, som rent ud sagt blander sig i alt, og denne dame undlod da heller ikke at bruge onsdag aften på at fortælle min mor, at det var for dårligt min far ikke besøgte hende. Min mor undrede sig, for hun havde ikke selv givet udtryk for at, hun var ked af han ikke kom.
Så er det jeg siger “hvad f…. rager det hende, hvad min far gør”
Måske kan det trøste damen at far har været på besøg både i går og idag og desuden også i morgen, søndag ved jeg han har andre planer, så er den nok gal igen :o)

Det blev en kort frist.

Mor røg afsted på hospitalet, denne gang med fuld udrykning.

Hun var ellers nede hos os i formiddags og hun glædede sig til fødselsdagen her i eftermiddag. Vi var lige ankommet allesammen og blev bedt til kaffebordet, da mor klagede over hun havde det skidt og havde tabt luften og vi blev meget hurtigt enige om at ringe efter en ambulance.

Jeg vil tro der gik 5 minutter eller sådan noget, så var de ankommet og igang med at undersøge hende, og der blev ikke taget nogen chancer og denne gang var det så Sygehuset i Farsø vi fik at se.
Far tog med i ambulancen og fik sit livs oplevelse, der blev kørt venstre om i rundkørsler og han fik at se hvordan bilerne veg tilside alle steder.

Vi andre blev tilbage og fik smidt lidt humør tilbage i familiens børn og unge mennesker, det var en lidt voldsom oplevelse. Vi var jo alle noget forskrækkede, men var enige om at hun jo var i gode hænder.

Far ringede efter et stykke tid og fortalte at hun havde det bedre, men min søster og jeg blev enige om at køre op og se til dem. Heldigvis var farven vendt tilbage i kinderne og hun havde fået det meget bedre da vi ankom. Dog havde hun haft et tilbagefald deroppe.

Blodprøverne var heldigvis fine, så vi håber hun snart er hjemme igen.
Lige inden vi tog hjem, talte hun i telefon med den 20 årige fødslar og hende gav hun besked om at hygge sige med de gæster hun skulle have i aften og ikke bekymre sig om mormor, det lovede hun at gøre.

Lidt stille

På bloggen har det været en stille uge, men det virkelig liv har været noget hektisk. Faktis har det været sådan en uge, hvor vi nærmest kun har været omkring for at spise og sove.

Heldigvis lysner det i det retning og dagen i morgen er med mere ro på.

Mor brugte det meste af ugen på hospitalet, men er nu hjemme igen. Hun og far har lige været forbi, og hun er helt klar til at komme til fødselsdag hos ældste barnebarn, som blev 20 i tirsdags.

Vi skal på kollegie hele familien idag og fejre den unge dame. Det er slet ikke til at forstå hvor de 20 år blev af, jeg synes jo lige den lille niece, jeg stod med i mine arme lige et kommet til verden :0)

En af de tunge dage.....

Overskuddet har ikke været til at blogge de seneste dage, mor er stadig alvorlig syg og ligger stadig i respirator - faktisk er det blevet meget værre, end sidste gang jeg skrev. Det har svinget op og ned hele ugen, med hende og i går aftes indtræf der en megakrise.

Indlægget her vil blive redigeret når hun kommer hjem fra sygehuset, for hun læser min blog.

Far og jeg, og mine børn besøgte hende i går eftermiddags, her blev vi mødt af en optimistik sygeplejerske, som netop var ved at trappe ned på sovemedicinen, efter en mindre krise den anden dag. Det eneste der bekymrede var at mor havde 39,8 i feber.

Børnene var med derude, efter anbefaling fra sygehuspersonalet og jeg tror det var godt for dem. Selv om det ikke lige er den situation man helst vil se sin mormor i, så gav det lidt ro for tankerne.

Far tog med os hjem, jeg havde lovet aftensmad og senere på aftenen skulle datteren, far og jeg i Gigantium, for at se håndbold. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag og vi kom i Gigantium, far fandt et offer, der ville snakke og datteren og jeg fik indkøbt den lovede slush-ice.

Vi nåede aldrig at se kampen, for lidt over syv, blev vi ringet op fra sygehuset, at mor havde fået hjertestop og at de gjorde hvad de kunne for at få gang i hjertet. Jeg røg over og fik ringet til manden, han var på vej ud af døren, for han havde en aftale med en kammerat. Heldigvis fik jeg fanget ham, inden han kørte. Han var nødt til at hente datteren, for far og jeg skulle ud til mor. Vi fik fat i min søster og drog derud.

Der var meget stille i bilen, tankerne kørte rundt i hovedet på os alle tre. Aldrig har det været på mange røde lys, igennem Aalborg. Da vi kom derud, fik vi besked om at de havde fået gang i hende og at vi lige skulle vente et øjeblik, for de var stadig inde og arbejde med hende. Jeg ringede hjem for at berolige familien, og fortælle dem at det gik denne gang.

Vi fik så lov at komme ind, men for os at se, så hun jo ud som om eftermiddagen. Sygeplejerske som havde været hos hende, fortalte om forløbet. Det var kommet meget bag på hende, for der var absolut ikke tegne på at der skulle ske noget, tværtimod var meldingerne jo så gode tidligere på dagen.

Mor var væk i 20 minutter og endnu ved ingen, hvad konsekvenserne af hjertestoppet bliver. De har scannet hende for blodpropper i hjertet, men det var der tilsyneladende ingen af. Lægen kom så og orienterede os om forløbet, hun var ikke optimist og udelod ingen tvivl om at det her var et alvorligt tilbageskridt. Hun bad os tænke over hvad der skulle ske, hvis mor igen fik et hjertestop. Jeg vil gerne beholde min mor så længe som muligt, men vilkårene kan også blive for svære, det er faktisk ikke noget jeg har specielt meget lyst til at tage stilling til.

Vi var det ude et stykke tid, og ved nitiden blev vi enige om at tage derfra. Sygeplejerske sagde også til os at krisen var afværget for denne gang. Både min søster og jeg ville gerne hjem til børnene og berolige dem og min far var ved at være træt.

På vej ud fra sygehuset fik jeg ringet hjem og manden kunne fortælle at Aalborg DH, som vi jo var taget afsted for at se, havde spillet uafgjort med topholdet Viborg. Det ville have frydet min mor, hvis hu havde vidst det, hun er jo fast inventar på siddetribunen til DH's hjemmekampe.

Hjemme igen fik jeg en lille snak med børnene og jeg tror det lykkedes ganske godt at få dem beroliget. I hvertfald har de begge sovet godt i nat. Datteren fik en seddel med til klasselæreren om hvad der skete i går, så de kan tage fat i hende, hvis hun bliver ked af det.

Om et par timer kommer far og så tager vi ud og henter min søster - vi skal på sygehuset, for at besøge mor.

Atter i en seng på hospitalet....

Så ligger mor igen på hospitalet, hun skulle i går ned på Hobro sygehus og have taget stingene fra brok-operationen forleden. Sårene var vokset fint sammen, men desværre er hendes mave gået i stå, så hun har været nede at få scannet maven idag. Der foreligger endnu intet om resultatet - ud over at hun ikke er gravid :-)

Intet er så skidt at det ikke er godt for noget, for ved siden af mor ligger en dame, som jeg har kendt næsten hele mit liv....... Hun er mor til min bedste barndomsveninde. Mor var i lidt bedre humør end far og jeg havde turdet håbet på og det varede ikke ret længe før snakken gik lystigt...... og alt imens vi snakkede komme medpatientens familie ind ad døren og de kiggede noget, da vi sad der på stuen, hun havde ikke fortalt familien, at min mor var hendes stuekammerat - for det skulle være en overraskelse til familie. Hvor var det dejligt at gense min barndomsveninde - og hun havde næste ikke forandret sig.

Meget hurtigt gik snakken på de høje navler........ Gamle svundne minder dukkede op til overfladen, kan du huske...... og det var dem der boede.... Engang var den lille landsby verden navle.......

Det der startede lidt trist med et hospitalsbesøg, endte med at blive en rigtig hyggelig eftermiddag.