Skolen kommer nærmere

Livet går videre og det gør det også her. Vi begynder at se frem mod skolestart. Der skal suppleres i penalhuset og bogindpakningen skal være klar også videre.
Så er der lige den der lektiebog, som teenageren også skal have og det er lidt af en proces for hun vil have en i samme stil som sidste år. En Garfield tingest med en ny vittighed til hverdag og forslag til dårlige undskyldninger for at komme for sent.
Kan moderen så lige huske hvor den blev købt henne........ vist nok i Aalborg Storcenter, men der har de dem heller ikke. Nettet har heller ikke været til stor hjælp og hun vil absolut ikke have andre. Grrrr...... er ikke sikker på jeg gider føje hende, hun kommer nok til at nøjes med, hvad vi kan få.

En blandet uge

Det er sådan en blandet uge foreløbig, Mor er igen indlagt og denne gang videresendt til Skejby, hvor hun i dag er blevet opereret i hjertet, så vi går rundt og venter og venter og håber. Meldingerne lyder på at hun måske skal under kniven igen i morgen, men hun ligger heldigvis ikke på intensiv som de første meldinger lød på. Åh, jeg synes hun har været igennem nok nu.

Vi har fået en student i familien igår, min søsters steddatter og forhåbentlig får vi en mere i morgen. Min niece denne gang og fordi far gerne vil med mig til Skejby i morgen, har jeg fået lov til at være med, når de sætter huen på hende. Det har sine fordele at være chauffør for en af dem der skal være med når studenten får hue på. :o)

Udsigten fra Egholm, men vi ventede på færgen

Datteren i 7. klasse efter sommerferien, og de tre 6. klasse bliver splittet op og sat sammen på en anden måde, da der kommer elever fra to andre skoler. Derfor skulle vi på Egholm, hvor lærerne ville tage afsked med 6. årgang. Lærerne skal nemlig ikke med i overbygningen, de får nogle nye. Det har været en hyggelig aften, hvor vi spiste vores medbragte mad og derefter spillede rundbold, forældre mod elever. Pga. mit dårlige  knæ, måtte jeg nøjes med tilskuerrollen. Det var vældig morsomt, især da manden i et forsøg på at nå i mål, begav sig ud i en flyvenden hollænder ;o)) Smukt så det ud, da han skrabende henad jorden.

Skolebøgerne ER klar

Jeg er så stolt af mig selv og datteren. :o)
I flot samarbejde har vi, for første gang i løbet af de 12 år, jeg har haft skolesøgende børn, er bøgerne pakket ind allerede den første dag.
Så ingen dårlig samvittighed til datteren i år.

Når lysten driver værket.

Jeg er vild med Danmarks historie, jeg er en af de der der elsker at vade rundt på diverse museer og slotte og suge til mig. Jeg skal helst have alle historierne med. 

Manden i huset giver dog indtryk af at holde at det, dog ikke i sammen grad som mig.

Sønnen er lige så begejstret som jeg er.

Datteren har derimod ikke rigtig vist, at hun var med på den galej :-) Det viste sig at være helt forkert, hendes klasse har om vikinger i denne tid og en god del af aftenen har hun og jeg spillet vikingespil på nettet. De har haft til opgave at skrive mindst 8 sider om vikingerne i skolen og hun kan næsten vente med at læse de 10 sider op for mig. Jeg glæder mig til at høre, hvad hun har skrevet.

Farmand er derimod mest begejstret for at hun viser så meget entusiasme over for skolearbejdet.

Mon ikke det er lysten der driver værker, når en 11 årig skriver mere en hun skal :-D

På Prag-tur

Ja ikke mig, men sønnen. Han er draget afsted med k-klassen, 5 elever og 3 lærer/pædagoger er smuttet afsted i minibus og har vendt næsen mod Prag. Jeg har aldrig været der, men gad godt.

Jeg kunne se der var plads nok i bussen, et enkelt ledigt sæde og masser af plads til ekstra bagage, men ak sønnen ville ikke have mig med, forstå det hvem der kan :-D

Spøg til side, jeg håber de nyder turen. I hvertfald har vi ikke hørt en lyd fra ham siden kl. 6:00 mandag morgen. De kommer hjem i morgen og han har lovet mig at snakke ørerne af mig, når han kommer hjem. Jeg glæder mig til at høre ham fortælle. Han ville ikke have kamera med, for der er vist mange lommetyve og han mente ikke at de få billeder han ville have taget, var den risiko værd.

Sønnen som konfliktløser

Sønnen har lært noget herhjemme, noget som kom til gavn i hans klasse for nyligt og samtidig fik han lærer til at fryde sig.

Det udspillede sig en episode i hans klasse, hvor et par af drengen røg i konflikt, fordi den ene spillede for højt musik i sine hørebøffer og den anden ikke kunne koncetrere sig for støjen. Den en røg i hovedet på den anden og skældte ud og de røg op at diskutere. Sønnen viste sig fra den fornuftige side og fortalte de to, at hvis de i stedet for havde talt stille og roligt til hinanden, ville de ikke ryge op at skændes - han brugte et eksempel herhjemme fra og det lykkedes faktisk for ham at få de to drenge til at tale stille og fornuftigt om tingene.

Sønnens lærer fortalte om situationen i går til julekomsammen, og han roste sønnen høje toner............. Der til kom at, de netop den dag havde besøg udefra, at nogle andre lærer som skulle se hvordan specialklasserne fungere på sønnens skole. Disse lærere overværede situation og havde kun ros til sønnen for hans indsats.

Sønnens stjerne er stor hos hans lærere, og jeg er stolt af knægten...............

Hjælpen er lige om hjørnet

Sønnen skal på teknisk skole i noget praktik de næste tre dage, og her vi og han står over for en stor udfordring. Han har asperger syndrom og det gør at han ikke bare tager ud i livet og møder nye mennesker - det er svært og uoverskuelig for ham og vi prøver så godt vi kan, at forberede ham....... men det er ikke det letteste job i verden, for når omgivelserne er uvante, går han let i baglås.

Han plejer i sådanne situationer, at være meget svær at få ud af døren, hvis det overhovedet lykkes...... Han lukker sig inde og er slet ikke til at komme i kontakt med, som regel skal han "sparkes" igang på sådanne dage og får vi han afsted, får han ikke meget ud af dagene........ Men vi har den holdning at når han ikke er syg, så må han tage afsted..... Vi ved også at når han først kommer afsted og han kan finde roen hvor han er, får han som regel en rigtig god oplevelse med hjem.

Denne gang kommer hjælpen ind af bagdøren, for inde på hans værelse sidder en klassekammerat, som skal i praktik samme sted og han sover her i nat. Det betyder at sønnen er sammen med en fra morgenstunden, som han kender og de er to til at følges ad. Allerede nu kan jeg mærke at dagen i morgen ikke er et problem for sønnen, for han er glad og munter og let at snakke med. Hurra for skolekammeratens far, som gav ham lov til at sove her.

Og skolekammeraten, ja hans vej til skole i morgen bliver meget kortere :-)

Livets kolbøtter...

And sometimes it’s not easy
To take a step outside and face the day. 

Sådan lyder det i en af Runrigs sange, og disse ord var vores liv for 2 år siden. Jeg stod midt i et jobskifte, som var meget ufrivilligt - en virksomhedsoverdragelse var grunden og jeg var helt uden indflydelse på begivenhederne. I samme periode fik vi i den grad vendt op og ned på vores familieliv.

Sønnen som hele sit liv havde været anderledes end andre børn, blev indkaldt til udredning på Psykiatrisk børneafdeling i Aalborg. Forude lå et længere forløb med skolepsykologer hvoraf den sidste i rækken, sad i vores sofa og udtalte at han mente at drengen var narcissist, og at der i øvrigt ikke var mere at gøre for ham – Psykologen kunne ikke tage mere fejl. Den udtalelse fik manden i huset til at meddele ham. at den tog han ikke for gode varer og at han og drengens klasselærer ville have nogen til at kigge på drengen som havde mere forstand på det end han havde….. Det fik psykologen til at pakke sin mappe samme og forlade matriklen ret hurtigt. Indirekte kostede sagen ham jobbet, for det udløste et større rivegilde på drengens skole (Det var ikke meningen vi skulle vide). 

Problemerne begyndte at blive synlige da drengen startede i børnehaveklassen, allerede der blev han henvist til skolepsykologen, som med jævne mellemrum – omtrent hver halve år, kom i tanke om ham. Men han var god til at skjule problemerne og det hele mundede som regel ud i at han blev fremstillet som uopdragen og doven….. I syvende klasse blev hans årgangs fire klasser splittet op og slået sammen til tre nye klasser. Her knækkede filmen. Drengen kunne slet ikke overskue alle de nye mennesker han skulle tage stilling til og bl.a. begyndte han at pjække – det blev selvfølgelig opdaget og der var ingen forståelse for pjækkeriet herhjemme og han blev selvfølgelig sendt tilbage på skolebænken.  Hans nye klasselærer var fantastisk i den periode, der var kæmpe opbakning fra ham, han holdt utrolig meget at drengen og kunne slet ikke forstå at en så intelligent dreng, kunne gå sådan i baglås som drengen gjorde.  

I august for 2 år siden kom der brev fra Børnepsyk om at han nu var på venteliste og at vi skulle påregne 2 års ventetid…. Jo tak - jeg husker jeg kylede brevet ind i reolen og ytrede at, det kunne jeg ikke bruge til en skid. Vi var vildt frustrerede i den tid – vi kæmpede en daglig kamp, bare det at få sønnen op og morgenen og af sted til bussen, var en kamp jeg husker tilbage på med gysen. Det var frygtelig opslidende på os alle.  

Et par uger senere kom der igen brev fra Børnpsyk, at på grund af drengens alder var han blevet fremrykket og man ville gerne se ham meget hurtigt. Lige pludselig befandt vi os i et forløb som jeg ikke husker ret meget af…… Det hele gik meget stærk og lidt hen over hovedet på mig – men summa summarum var at vi i starten af oktober fik diagnosen Asperger syndrom på drengen. 

Det var både et chok og en lettelse. Chokket og sorgen over at han ikke er en ganske almindelig ung mand, det rammer dybt i en moders hjerte. Lettelsen fordi….. Vi pludselig kunne sætte ord på rigtig mange ting. Det var mange brikker der fandt deres rette plads.  Livet herhjemme blev lettere og vi har lært at tackle tingene.

Men jeg kunne godt unde min søn, at få lov at være en ganske almindelig ung mand med hvad der til hører.

Skolestart

Så kom dagen med skolestart her i huset. Tidlig op og igang igen, begge forældrene havde fri fra arbejde - den ene holder stadig ferie og den anden (mig) havde min ugentlige fridag. Det gav tid til en god start.

Først sønnen, ingen problemer med at få ham op, og guderne skal vide at det har været et kæmpe problem førhen. Han er stadig søvning om morgenen - men ikke som før - dødtræt. Han blev hentet af bussen lidt i halv otte og hans far fulgte ham på vej - mest for lige at få afgangstiden på plads. Det er den samme chauffør som sidste år, så det passede sønnen godt.

Sønnen går i kontaktklasse, en specialklasse hvor de kun er 5 elever, et antal der er fint  - når man som ham har asperger syndrom og svært ved at overskue mange mennesker ad gangen. Han var først hjemme kl 17 og jeg spurgte ham hvordan dagen var gået, men det ville han gerne vente med at fortælle til han selv har fået det til at falde på plads - det accepterede jeg naturligvis, og i løbet af de næste dage, får jeg hans skolestart, fortalt på hans særlige måde.

Datteren startede i 3 klasse og hun havde en masse bøger med hjem, som vi allerede har pakket ind - det viste sig i går, at der havde ligget noget glemt frugt i bunden af hendes taske - så hun måtte afsted med en anden rygsæk i dag. Skoletasken er nu skrubbet og skuret og næsten som ny, og hun har pakket de nyindbundne bøger ned i tasken.

Hun er kommet til at sidde ved siden af bedstevennen, så dagen var virkelig god. De første lektier er allerede lavet - hun skulle lave en anetavle og selvom hun i moderen har eksperthjælp (jeg slægtsforker jo) var det noget damen selv klarede - hun ringede til mormor og morfar for at få at vide hvornår de var født og det blev sirligt noteret i skemaet. Lidt hjælp modtog hun dog, for bedste og bedstefar er jo på Cypern, så dem kunne hun ikke lige ringe til.

Nu sover begge unger og en ny dag venter i morgen - det er hårdt at starte efter ferie, dog mest for den store, som har været meget tavs.

Det var så den sommerferie