Livets kolbøtter...

And sometimes it’s not easy
To take a step outside and face the day. 

Sådan lyder det i en af Runrigs sange, og disse ord var vores liv for 2 år siden. Jeg stod midt i et jobskifte, som var meget ufrivilligt - en virksomhedsoverdragelse var grunden og jeg var helt uden indflydelse på begivenhederne. I samme periode fik vi i den grad vendt op og ned på vores familieliv.

Sønnen som hele sit liv havde været anderledes end andre børn, blev indkaldt til udredning på Psykiatrisk børneafdeling i Aalborg. Forude lå et længere forløb med skolepsykologer hvoraf den sidste i rækken, sad i vores sofa og udtalte at han mente at drengen var narcissist, og at der i øvrigt ikke var mere at gøre for ham – Psykologen kunne ikke tage mere fejl. Den udtalelse fik manden i huset til at meddele ham. at den tog han ikke for gode varer og at han og drengens klasselærer ville have nogen til at kigge på drengen som havde mere forstand på det end han havde….. Det fik psykologen til at pakke sin mappe samme og forlade matriklen ret hurtigt. Indirekte kostede sagen ham jobbet, for det udløste et større rivegilde på drengens skole (Det var ikke meningen vi skulle vide). 

Problemerne begyndte at blive synlige da drengen startede i børnehaveklassen, allerede der blev han henvist til skolepsykologen, som med jævne mellemrum – omtrent hver halve år, kom i tanke om ham. Men han var god til at skjule problemerne og det hele mundede som regel ud i at han blev fremstillet som uopdragen og doven….. I syvende klasse blev hans årgangs fire klasser splittet op og slået sammen til tre nye klasser. Her knækkede filmen. Drengen kunne slet ikke overskue alle de nye mennesker han skulle tage stilling til og bl.a. begyndte han at pjække – det blev selvfølgelig opdaget og der var ingen forståelse for pjækkeriet herhjemme og han blev selvfølgelig sendt tilbage på skolebænken.  Hans nye klasselærer var fantastisk i den periode, der var kæmpe opbakning fra ham, han holdt utrolig meget at drengen og kunne slet ikke forstå at en så intelligent dreng, kunne gå sådan i baglås som drengen gjorde.  

I august for 2 år siden kom der brev fra Børnepsyk om at han nu var på venteliste og at vi skulle påregne 2 års ventetid…. Jo tak - jeg husker jeg kylede brevet ind i reolen og ytrede at, det kunne jeg ikke bruge til en skid. Vi var vildt frustrerede i den tid – vi kæmpede en daglig kamp, bare det at få sønnen op og morgenen og af sted til bussen, var en kamp jeg husker tilbage på med gysen. Det var frygtelig opslidende på os alle.  

Et par uger senere kom der igen brev fra Børnpsyk, at på grund af drengens alder var han blevet fremrykket og man ville gerne se ham meget hurtigt. Lige pludselig befandt vi os i et forløb som jeg ikke husker ret meget af…… Det hele gik meget stærk og lidt hen over hovedet på mig – men summa summarum var at vi i starten af oktober fik diagnosen Asperger syndrom på drengen. 

Det var både et chok og en lettelse. Chokket og sorgen over at han ikke er en ganske almindelig ung mand, det rammer dybt i en moders hjerte. Lettelsen fordi….. Vi pludselig kunne sætte ord på rigtig mange ting. Det var mange brikker der fandt deres rette plads.  Livet herhjemme blev lettere og vi har lært at tackle tingene.

Men jeg kunne godt unde min søn, at få lov at være en ganske almindelig ung mand med hvad der til hører.