28. december 2011

Fødselsdag 14 år


Teenageren er blevet 14 nu, helt præcis kl. 02:47 i nat. Så hele dagen igår gik for hendes vedkommende med count Down :0)

Hun er glad og glæder sig til gæsterne i kommer eftermiddag. Der bages boller og laves lagkage, til de sultne gæster.
Samtidig går vi og venter nyt fra England, hvor teenagernes kusine har termin idag - Der ventes en lille dreng derovre.
Det kunne være sjovt om hun ramte dagen idag. En dag de iøvrigt deles med min svigerfars forlængst afdøde mormor.

25. december 2011

Glædelig jul


23. december 2011

Lille juleaftens afslapning.

Vi sidder i sofaen og venter på filmen "a knigth tale" vi har set den før, men det gør ikke noget. Vi vil gerne se den igen.

Størstedelen af juleforberedelserne er tilendebragt og selvom der var et par ting mere, jeg gerne ville have nået, så er gassen gået af ballon og der bliver ikke lavet mere før i morgen.

Dagen har været hektisk med både ventede og uventede gæster. De ventede kom til frokost og blev et par timer inden de drog videre på flere besøg, dog var de hjemme med den ene af niecerne, hun skulle puttes under dynen, for hun var godt og grundigt forkølet. Hun skulle gerne blive bedre, ikke til i morgen - nej først juledag - for der skal hun over til kæresten og det undlod hun ikke at fortælle os adskillige gange :o)

Den unge dame har fornyligt fået kørekort og indtil flere gange, blev vi præsenteret for et hvidt meget krøllet og laset stykke papir, som hun påstod gav hende ret til at køre bil :o) Håber da det kan hænge sammen indtil hun får det rigtige kort.



22. december 2011

Juleferie travlhed

Sønnen er hentet hjem til nogle forhåbentlig, hyggelige dage i familiens skød. I morgen kommer 2 niecer, den ene nieces kæreste og hendes søster og min far forbi til en lille frokost. Der er nogle julegaver der skal byttes.

Julegaverne er næsten på plads og huset er færdig pyntet, med datterens bemærkning om at hun kunne se Gertrud Sand havde været på besøg, Som om.............jeg har altså ikke sat det hele frem i år :o)

I morgen står den på risengrød, datteren skal stå for produktionen - det klarede hun fint sidste år, så mon ikke det går igen i år.

Vi skal også have juledekorationerne på plads i morgen og der skal skrælles kartofler - sysler er der nok af og sådan er det med garanti i rigtig mange små danske hjem.

Jeg mangler lige at få en enkelt julegave på plads og den klarer jeg i aften, når de andre sover. Den skal bestilles på nettet og når ikke frem før efter jul. Det gør ikke så meget, for den skal først bruges i juni måned, men jeg ved den vil bringe lykke. Mere om den senere - for datteren smugkigger herinde ;o)

20. december 2011

Juleforberedelser og hygge

Ude på jobbet har vi stille stunder, det vælter ikke just med arbejdsopgaver i denne uge og derfor besluttede vi at jeg kunne holde fri onsdag og fredag. Torsdag er almindelig arbejdsdag med en del indlagt hygge, så den vil jeg ikke gå glip af :o)

Så nu kan jeg få lavet juledekorationer, få gjort rent og få gjort noget ved vasketøjskurven, som tydeligt er løbet ud over kanten og breder sig i et tøj inferno i baggangen :o)

Samtidig bragte dagen også nys om gæstebud, for min ældste niece med kæreste og kærestens søster har meldt deres ankomst til frokost fredag. Egentlig ville de først komme kl. et, for de skulle omkring min far, men en hurtig beslutning lavede om på det og nu er far også inviteret til frokost - da passede ham fint :o)

Sønnen kommer hjem i morgen, på besøg og er så hjemme hos sig selv torsdag, for at vende tilbage til frokosten på fredag. Så bliver han på ferie indtil 2. juledag, forudsat han kan holde hans forældre ud så længe :o)

Noget tyder på at der bliver jul i vores lille hjem.

18. december 2011

Julen kommer snigende

Julestemningen har været længe om at trænge ind i vort lille hjem, men lige så stille kommer der alligevel gang i den.

Vi har endelig fået pyntet op og juletræet er også kommet ind på matriklen. Det er ikke så stort i år, som det tidligere har været. Normalt er det sådan at det grænser til at der skal skæres hul i loftet, med fare for at stjernen sidder så højt, at vi skal på loftet for at se den :o) I år bliver vi kun 5 til at danse rundt om det og derfor  fik jeg min vilje og træet er noget lavere end vanligt.


Manden holder fri i morgen, og han tager sig af alt indkøbet og de sidste julegaver, jeg hader selv at handle ind og er dybt taknemmelig for at have en mand der gerne vil.... :o)

Samtidig venter vi i spændig på et lille nyt familiemedlem, mandens niece er sat til den 28. samme dag som datteren her i huset. Hun deler gerne fødselsdag med den lille ny dreng, men tidspunktet vil hun har for sig selv :o)

13. december 2011

Et lille pip herfra.

Her har været stille længe, jeg blev ramt af virkeligheden og ordkrise. Vi har været en del sammen i familien og vi har snakket og snakket og forsøger nu at komme videre oven på mors bortgang.

Vi savner hende meget, men lever videre og stille og roligt går det den rette vej. Min far er selvfølgelig hårdest ramt, det er ham der har mistet sit bedre jeg. Det er ham, der har fået vendt op og ned på hans liv og det er ham der ikke har nogen at snakke med i det daglige. Men jeg synes han klarer det flot, han forsøger at komme ud af huset og være sammen med venner og familie. Han er jo i en alder hvor, mange af hans venner også har prøvet at mistet og det er en god hjælp for ham, at snakke med dem.

Vi to søster har sagt til ham, at han skal komme på besøg når han og det gør han. Han nyder at komme ned og få en snak, en kop kaffe og lidt skæld ud. Det var jo mors job førhen og selvom han er 74 har han stadig brug for at blive opdraget :o)