Farvel mor

Mor sov stille ind i går aftes.

Det gik ellers lige så godt, hun kom hjem fra hospitalet i onsdags og der var ro omkring hende. Jeg var forbi om aftenen med en mail til hende fra USA, En mail, som gjorde hende rigtig glad.

Men i går formiddags blev jeg ringet op på jobbet, af min søster. Mor havde fået et hjerteanfald og var røget på intensiv og jeg skyndte mig derud. Lægerne kunne fortælle, at det stod skidt til. Hun havde været uden ilt for længe og hun havde symptomer på svær hjerneskade.

Mor og jeg havde snakket om denne situation og beslutningen om at de skulle afbryde behandlingen og give hende fred, gjorde ondt men ikke svær at træffe, for det ville været stik imod hendes ønske, at leve resten af sit liv som "grønsag"

Vi fik efterhånden samlet de nærmeste sammen også vores børn, hvoraf min teenager er den yngste. Det var en rigtig hård omgang for hende, hun hulkede det bedste hun havde lært, da hun fik at vide hvordan det var fat med mormor.

De unge mennesker var hos os et godt stykke tid og henunder aften, kunne vi se det blev ved at trække ud. Vi lod dem sige pænt farvel til deres elskede mormor og allierede os med andre familie medlemmer til at tage sig af dem.

Ved 6 tiden flyttede de mor fra intensiv og op på afdeling S, som jo næsten har været hendes andet hjem igennem de sidste tre år. Her fik hun en enestue og vi var omkring hende. Et par timer senere trak det stadig ud og sygeplejerskerne begyndte at snakke vagtskifte med os. Min søster, far og jeg blev dog enige om at vi ville blive natten over. For ingen af os troede vi ville kunne lukke et øje alligevel.

Mor kæmpede i mange timer, hun har altid været lidt af en figther og både min søster og jeg, gav hende flere gange lov til at slippe livet.

 Lidt efter halv 10 ville sygeplejerskerne vende mor i sengen og vi gik en tur op ad gangen så længe. Mens de vendte hende, sov hun ind og selv om de kom løbende efter os var hun væk. Jeg må sige, at for mig var det fint jeg ikke lige så hende dø.

Bagefter var der sorg og lettelse, frustration og rastløshed og mange tanker løb gennem hovedet. Vi satte os udenfor, mens de gjorde hende istand. Dog blev vi tilbudt at være med, men ingen af os havde lyst. Det var for svært syntes jeg.

Da hun var gjort istand gik vi ind til hende igen og drak den sidste kop kaffe med hende. Hun lå der i sengen og så fredsfyldt ud. Det billede har jeg stadig i mit hovedet og jeg tror og håber min mor har det godt hvor hun nu er.

Hvil i fred, min elskede mor.