8. november 2011

Farvel mor

Mor sov stille ind i går aftes.

Det gik ellers lige så godt, hun kom hjem fra hospitalet i onsdags og der var ro omkring hende. Jeg var forbi om aftenen med en mail til hende fra USA, En mail, som gjorde hende rigtig glad.

Men i går formiddags blev jeg ringet op på jobbet, af min søster. Mor havde fået et hjerteanfald og var røget på intensiv og jeg skyndte mig derud. Lægerne kunne fortælle, at det stod skidt til. Hun havde været uden ilt for længe og hun havde symptomer på svær hjerneskade.

Mor og jeg havde snakket om denne situation og beslutningen om at de skulle afbryde behandlingen og give hende fred, gjorde ondt men ikke svær at træffe, for det ville været stik imod hendes ønske, at leve resten af sit liv som "grønsag"

Vi fik efterhånden samlet de nærmeste sammen også vores børn, hvoraf min teenager er den yngste. Det var en rigtig hård omgang for hende, hun hulkede det bedste hun havde lært, da hun fik at vide hvordan det var fat med mormor.

De unge mennesker var hos os et godt stykke tid og henunder aften, kunne vi se det blev ved at trække ud. Vi lod dem sige pænt farvel til deres elskede mormor og allierede os med andre familie medlemmer til at tage sig af dem.


Ved 6 tiden flyttede de mor fra intensiv og op på afdeling S, som jo næsten har været hendes andet hjem igennem de sidste tre år. Her fik hun en enestue og vi var omkring hende. Et par timer senere trak det stadig ud og sygeplejerskerne begyndte at snakke vagtskifte med os. Min søster, far og jeg blev dog enige om at vi ville blive natten over. For ingen af os troede vi ville kunne lukke et øje alligevel.

Mor kæmpede i mange timer, hun har altid været lidt af en figther og både min søster og jeg, gav hende flere gange lov til at slippe livet.

 Lidt efter halv 10 ville sygeplejerskerne vende mor i sengen og vi gik en tur op ad gangen så længe. Mens de vendte hende, sov hun ind og selv om de kom løbende efter os var hun væk. Jeg må sige, at for mig var det fint jeg ikke lige så hende dø.

Bagefter var der sorg og lettelse, frustration og rastløshed og mange tanker løb gennem hovedet. Vi satte os udenfor, mens de gjorde hende istand. Dog blev vi tilbudt at være med, men ingen af os havde lyst. Det var for svært syntes jeg.

Da hun var gjort istand gik vi ind til hende igen og drak den sidste kop kaffe med hende. Hun lå der i sengen og så fredsfyldt ud. Det billede har jeg stadig i mit hovedet og jeg tror og håber min mor har det godt hvor hun nu er.

Hvil i fred, min elskede mor.


6 kommentarer:

  1. Uha, det er svært at sige farvel til sin mor! Kondolerer med dit store tab, men som tingene var, kunne det ikke være anderledes, og jeg tror helt sikkert, din mor har det godt.

    Jeg mistede selv min mor i 2004, og husker tydeligt, hvor svært det var. Mange tanker til dig.

    SvarSlet
  2. Åh nej, så skete det alligevel, efter alle de prøvelser hun og I har gennemgået. Et følelsesladet indlæg, som minder mig alt for meget om det vi har været igennem med mine forældre. Jeg kondolerer.

    SvarSlet
  3. Kære Lone, det gør mig ondt, at din mor er død, men hvor er det godt, at I havde fået snakket den situation igennem inden, så I ikke var i tvivl. Sorgen og savnet er stort,godt at I har hinanden som familie, det hjalp os meget ved min mors død for 3½ år siden. Knus og varme tanker til dig

    SvarSlet
  4. Mange kærlige tanker sendes dig og din familie. Dine mange springende tanker er - som man siger - helt efter bogen, Lone.
    Afslutningen blev heldigvis kort, og din mor nåede at opleve følelsen af at have det godt nok til at ville være med til at fejre sin bror og svigerinde.
    Jeg tror, at det vil tage dig og familie længere tid at få bearbejdet følelserne, det grundet din mors sygdomsforløb de seneste år. Hun har fyldt meget, og for din far bliver det sikkert ekstra svært. Jeg håber og ønsker alt bedst for Jer alle :)

    SvarSlet
  5. Tak allesammen for jeres søde ord. de varmer i en svær tid.

    SvarSlet
  6. Jeg sidder med en tåre i øjenkrogen. Det er smukt beskrevet og smukt håndteret, Lone.

    Jeg håber og tror på, at du har et godt netværk omkring dig og din mor til at klare den svære tid.

    Kram til dig

    SvarSlet