Det var 1, det var 2, det var 3….

Først datteren, så manden og i dag måtte jeg så kapitulere. Hovedpine, der gør det umuligt at være nogen som helst nytte på jobbet. Det mente i hvert fald min kollega, som sendte mig hjem under dynen. Nu har jeg sovet i 5 timer og hovedpinen er stadig lige slem, men jeg kan heller ikke holde ud at ligge i sengen – klynk, det er den rene ynk.

I dag har jeg....

• Været alt for tidligt oppe.
• Været ud af køre før morgentrafikken rigtig tog til.
• Været ud af flyve.
• Været i den anden ende af landet.
• Været ude at køre med taxa.
• Været med til at lægge øre til længere foredrag om skatte procenter af en taxachauffør :o)
• Været til undervisning i noget nyt edb.
• Været ude at køre med taxa igen.
• Været i Storcenter.
• Været ude at køre med tog.
• Været ude at flyve igen.
• Været ude at køre i eftermiddags myldretrafik.

Så nu føler jeg mig godt brugt.

Markant farveskift

Der foretages markant farveskift her i huset, datteren har valgt at hendes kommende, og sønnen efterladte værelse skal ændre farve fra grøn til modehvid.
Og jeg forstår hende godt

Men det var en flot farve til en drenge værelse dengang……..

Forkortet på toppen.

Tænk at man kan bruge så meget energi på at flytte hår fra øjnene, at man ikke føler at man har lavet andet hele dagen......

Nå nu er håret forkortet og jeg kan se igen :o)

Slotsejer......... for en stund.

Nr. Vosborg, er et forfaldent slot, nej det var et forfaldent slot, som man har brugt rigtig mange penge på at renovere. Slottet bliver nu drevet som hotel og restaurant virksomhed - men er så vidt jeg ved er hotellet under konkurs.

Der er påstande i blandt slægtsforsker med fælles aner, som er inde på at Nr. Vosborg har været i familiens eje, men det kan hverken jeg eller min mor finde belæg for - så den lader vi stå.

Ikke desto mindre stammer familie fra de kanter og for nogle år siden tilbragte vi ferien i Husby klit og vejen gik så forbi Nr. Vosborg, som dengang var meget, meget forfaldent. Det var en hyggelig dag, med skattejagt for ungerne og historie for moderen og ren hygge for faderen. Faktisk er det den dag vi husker bedst fra det år.

Da vi stod midt i den dengang kommende ruin af et slot, snakkede vi om for sjov om, at hvis vi havde haft millionerne og så videre...... Men det var jo selvfølgelig rent for sjov.

Forleden dag snakkede vi om at det kunne være sjovt at se Nr. Vosborg erfter renoveringen.

Det gjorde jeg så i nat, jeg var blevet slotsejer og nød det - lige indtil vækkeuret igen reducerede mig til husejer - men det var dejligt så længe det varede.

At falde på halen

Det var hvad huset 3 medlemmer kunne præstere med ikke mindre end 5 fald idag. 2 til manden som ikke slog sig, og 2 til datteren som heller ikke slog sig - det var fint, men det sidste fald tog jeg mig af og selvfølgelig skulle det gå ud over mit dårlige knæ :( Så nu sidder jeg i sofaen og ømmer mig over et hævet knæ.

Nå men heldigvis er der hverken brækkede eller forstuvede lemmer, det må vel være det vigtigste. Sønnens arm er heldigvis klar til brug igen.

Av min arm…..

Jeg kunne næsten høre gråden i den unge mands stemme, da jeg talte med ham i telefonen i formiddags.
Mor jeg faldt og slog min arm og det gør ondt i den, når jeg bruger den. Mor giver du så ikke middag, når nu jeg ikke kan lave noget. Jo det gjorde jeg da selvfølgelig, og hans far hentede ham og hans vasketøj og så lavde jeg en god middag til ham.
Armen var ikke brækket, men godt øm efter en omgang nærkontakt med et fortov.

På langfart i sne

Dagen i dag har ikke været af de sjove, for Onkologisk afdeling på Århus Universitets Hospital synes altså de har lyst til at se mig med 4 måneders mellemrum, så derfor startede dagen med at trille sydover i snevejr og myldretrafik. Jeg valgte at køre over Hadsund og Randers – hvilket jeg for det meste gør, for jeg er træt af motorveje.
Der var vel faldet omkring 7 cm sne heroppe og vejrudsigten havde lovet at der ville være mere sne i Østjylland, hvilket heldigvis ikke holdt stik.
Syd for Terndrup røg jeg ind i en mega kø, som viste sig at være en traktor, med et læs halm, han trak køen i 10 kilometer inden han kom i tanke om at dreje ind på en vigeplads og lade køen komme omkring.
I Hadsund repareres der bro, men vejarbejdet var ikke det største problem – det var den der skulle åbne broen, for det skib der sejlede igennem – 5 minutter efter skibet var passeret fik han endelig broen ned i vandret niveau.

Vejen blev “pænere” det sidste stykke mod Randers, det var ikke så meget sne og vi kunne få lidt fart på bilerne. I Randers derimod var de kriminelle derimod på tæerne, ihvertfald måtte jeg holde tilbage for politiet ikke mindre end 2 gange.
Syd for Randers var vejen faktisk fin, men ikke til de vilde overhalinger og hende der kørte foran mig på den strækning, burde måske have overvejet bussen. Hun var tydeligt utryk ved vejens beskaffenhed.
Endelig nåede jeg Århus og brugte “kun” 20 minutter på at finde en parkeringsplads. Med ½ times forsinkelse kunne jeg melde mig i Radiologisk afdeling til de sædvanlig potrætfotos af det indre af mit ben, hurtigt videre til lægen jeg skulle have samtale med – det hele var overstået på 50 minutter og så kunne jeg vende næsen nordpå igen.
Heldigvis blev var der ingen tilbagevendte svulster i mine knogler, men vi skal ses igen om 4 måneder, jeg og Onkologisk afdeling.

Årets først julefrokost eller hvad det nu ender med

På lørdag skal vi til julefrokost, med vores aspergernetværksgruppe.

Ja jeg ved godt vi er tidligt på den, hvorfor ikke bare starte i god tid - og sikke mange julefrokoster det kan blive til i løbet af året.

Konceptet er at vi hver tager en ret med og så det er altid spændende om vi står med 4 forretter, om det er julemad eller om vi alle har lavet det samme..... Det eneste der er givet, er at værtinden laver risalamande.

Vi glæder os, det plejer at være en rigtig hyggelig aften.

Så kan fru Hansen godt se at få fundet ud af hvad, vi skal medbringer herfra huset!!!

Mens jeg venter…….

På at vi skal til at gøre datterens nye værelse klar til indflytning,  tror jeg bare at jeg tilføjer et par runder på hækletøjet.

Det kræver bare lige at familien bliver bedre (en dårlig ryg på manden, dog i klar bedring og en øm hals hos datteren). Mon det har lange udsigter?

Lokkemad….

Manden her i huset er absolut IKKE handymand, slet ikke. Det er til gengæld sønnen, men han har jo forladt barndomshjemmet og er flyttet for sig selv.
Så er der sket den katastrofe, at lamellerne i datterens seng er gået og end ikke moderens (ikke så kompetente) forsøg på at udbedre skade, har gjort sengen brugbar.
Jamen hvad gør man så?
Man finder mobilen, ringer til sønnen og beder omhjælp, med udsigt til en omgang Boller i karry, når det passer ham i løbet af ugen.
Ind til da må datteren sove på sønnens efterladte seng.

En afslappet nytårsaften

Vi kom stille og roligt ind i det nye år, manden har stadig problemer med ryggen – så vi bestemte os for at fejre nytåret her på matriklen – kun os og datteren var med på ideen.

Træet er her endnu, sammen med to dekorationer, udgør de den sidste rest af julen 2010.

Maden var god og hjemmelavet og derefter var vi inviteret til nytårsaften med “Huset på Christianshavn” og derefter til “90 års fødselsdag”.
Derefter gik turen til Rådhuspladsen og champagnen fik lov at flyde. skyderiet blev studeret fra fordøren, her var vi vidner til naboer og andet godtfolk sendte raketter til vejr med bulder, brag og flot skue for vi andre.
Aftenen afsluttedes med en rejemad og derefter var jeg ene om at være oppe. I tv var der flere koncerter at vælge mellem og Thomas Helmig og Rod Stewart fik lov at slutte min nytårsaften.