12. maj 2009

Skolesamtale

Jeg tror mange aspergerforældre kan nikke genkendende til den skræk det er at gå til skole/hjem samtaler. Jeg hader det som pesten - specielt de mange år i folkeskolen, inden sønnen fik diagnosen. Hver gang følte vi at lærerne mente at det bestemt måtte være vores måde at opdragelse, der gjorde han han reagerede ved at gå i sort, når der var noget han ikke ville være med til og at vi burde tage os gevaldigt sammen hvis ikke det skulle gå helt galt....

Gang på gang har vi lavet aftaler med lærerne om hvordan vi kunne hjælpe ham og hver gang er det trods ihærdig indsats fra vores side strandet, på at de lærere aftalerne er lavet med, ikke har holdt deres del aftalen og hver gang vi har påtalt det er der kommet en vag forklaring om at f.eks det at få skrevet lektier ned i lektiebogen, det burde en dreng i den alder selv kunne klare og det burde vi se at få ham lært.

Specielt to af lærerne levede ikke op til vores aftaler og blev ved at lægge alt skyld på os....... Andre lærere har vi haft utroligt meget gavn af, specielt den lærer som blev klasselærer for ham i 7. klasse, ham tager jeg virkelig hatten af for, mangen til støtte skulle vi lede længe efter og når jeg den dag i dag møder ham, kommer han altid og spørger til sønnen. Derimod de to andre, de er  ikke er i stand til at tage øjenkontakt og hilse....... hmm dårlig samvittighed måske. Jeg forlanger ikke at alle lærer skal vide alt om diverse diagnoser, slet ikke - men de to burde have lyttet til os forældre og ikke fordømt os...... En tredie af de lærere som var med i koret, har datteren senere fået og hun har vendt på en tallerken og her møder vi en smilende og imødekommende lærer, som tydelig viser at hun har taget forløbet til efterretning.

Skolesamtalen i går var denne gang datteren og bortset fra at hun sjusker når hun skriver og er for stille i klassen var der ikke noget at udsætte på datteren, samtalen var overstået på under 10 minutter. Men det giver flashbach hver gang jeg træder ind på den skole.

4 kommentarer:

  1. Det er fuldt ud forståeligt - det var jo ikke kun sønnen, som blev svigtet, men også Jer, hans forældre!

    SvarSlet
  2. Sønnen mest, vi håber bare at de har taget ved lære af sønnens forløb og det ikke gentager sig for andre børn.

    Jeg ved at hele forløbet har været genstand for rivegilde på skolen og at ham der hjalp os virkelig har talt med store bogstaver. Han er en gammel rutineret rotte og desværre for skolen går han af om et par år. Men jeg under ham et godt otium, han har virkelig været med til at gøre tilværelsen tålelig for sønnen. Indtil da skal datteren have ham som klasselærer og vi vil nyde at hun er i gode hænder.

    SvarSlet
  3. Jeg kan jo sagtens forholde mig til det du her fortæller om. I vores tilfælde var det noget hø, lige indtil Mira kom på en anden skole og tog 7. om igen.
    Her er hendes lærere utroligt engagerede og vi har gang i det helt store omkring samarbejde på tværs af behandling og skole og hjem.

    Det jeg selv syntes er så svært, er at håndtere hende selv.. Der er så mange ting, men mest hendes opmærksomhedsforstyrrelse, der gør hverdagen til en prøvelse ind i mellem. De kunne jeg godt selv tænke mig at være i en gruppe ell lign. der kunne støtte og vejlede lidt. En sådan ordning er ikke på tapetet endnu her. ÆV

    Det er dog godt at læse din side og at kunne dele lidt om livet i vores situation her.

    Tak for det. :-.)

    Rigtig god søndag til jer alle
    Henriette

    SvarSlet
  4. Det ER svært at være aspergerfamilie, og der er ikke ret meget støtte at hente, desværre.

    vi meldte os i Autismeforeningen og var så heldige at der i Nordjylland er oprettet forældrenetværk.

    Vi er 4 par i vores netværk med aspergerbørn fra aldrene 11 til vores på 18 og på trods af alderspredningen i børnenes alder, kan vi forældre alligevel bruge hinanden til meget. Bare det at kunne "læsse af" til nogen som er i samme båd har været guld værd for os.

    Du er meget velkommen her, jeg følger også med glæde din side.

    Også god søndag til dig :-)

    SvarSlet