Nyt job

Yes jeg har fået nyt job - så skal jeg bare lige have sagt det gamle op.......

Why Worry

For en del år siden havde jeg en håndboldtræner som var/er bidt af musik. Vi var til et stævne hvor vi skulle spille en del kampe og for at få os til at slappe helt af og lade op til næste kamp, brugte han afspændingsøvelser med musik. En af melodierne han brugte, var Dire Straits "Why Worry". Sangen har en vidunderlige tekst med et omkvæd, som jeg har brugt flere gange siden.

Why worry, there should be laughter after the pain
There should be sunshine after rain
These things have always been the same
So why worry now.

Til tider er livet hårdt og det kan være svært at finde vejen gennem junglen af udfordringer. Denne gang har mors sygdomsforløb tæret på vores kræfter og selvom der er lang vej endnu - går det stille og roligt den rigtige vej.

 Min arbejdssituation har et stykke tid været noget jeg bare stod op og tog afsted til, fordi der jo skulle penge i huset. En veninde sagde engang til mig, at når du kommer dertil hvor du tæller minutterne til du har fri, så er det på tide at søge noget andet. Det er et stykke tid siden jeg talte minutter - jeg er gået igang med sekunderne!!! :-) 

I morgen skal jeg ud at snakke andet arbejde. egentlig er det ikke en jobsamtale, for den er godt overstået, men en mellemstation, hvor jeg kan samle lidt erfaring, inden jeg skal igang med det jeg gerne vil. Alt det vender jeg tilbage med hvis og når det falder på plads. Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at der hvor jeg er nu - bliver jeg ikke. Der er grænser for hvad, jeg vil finde mig i. Det komme jeg også tilbage til.

Lige nu er jeg mere glad end jeg har været længe. Der er lys forude.......

Håb forude......

Vi har været igennem en hård, hård tid i familien - med mors sygdom. Hun har været meget, meget syg og er det stadig. Men nu begynder det at lysne lige så stille. Idag har hun løftet hovedet og forsøgt at tale til både min far og min niece.

Små forsigtige fremskridt og en fight uden lige og mage. Der er lang, lang vej endnu, men det går den rigtige vej.

En af de tunge dage.....

Overskuddet har ikke været til at blogge de seneste dage, mor er stadig alvorlig syg og ligger stadig i respirator - faktisk er det blevet meget værre, end sidste gang jeg skrev. Det har svinget op og ned hele ugen, med hende og i går aftes indtræf der en megakrise.

Indlægget her vil blive redigeret når hun kommer hjem fra sygehuset, for hun læser min blog.

Far og jeg, og mine børn besøgte hende i går eftermiddags, her blev vi mødt af en optimistik sygeplejerske, som netop var ved at trappe ned på sovemedicinen, efter en mindre krise den anden dag. Det eneste der bekymrede var at mor havde 39,8 i feber.

Børnene var med derude, efter anbefaling fra sygehuspersonalet og jeg tror det var godt for dem. Selv om det ikke lige er den situation man helst vil se sin mormor i, så gav det lidt ro for tankerne.

Far tog med os hjem, jeg havde lovet aftensmad og senere på aftenen skulle datteren, far og jeg i Gigantium, for at se håndbold. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag og vi kom i Gigantium, far fandt et offer, der ville snakke og datteren og jeg fik indkøbt den lovede slush-ice.

Vi nåede aldrig at se kampen, for lidt over syv, blev vi ringet op fra sygehuset, at mor havde fået hjertestop og at de gjorde hvad de kunne for at få gang i hjertet. Jeg røg over og fik ringet til manden, han var på vej ud af døren, for han havde en aftale med en kammerat. Heldigvis fik jeg fanget ham, inden han kørte. Han var nødt til at hente datteren, for far og jeg skulle ud til mor. Vi fik fat i min søster og drog derud.

Der var meget stille i bilen, tankerne kørte rundt i hovedet på os alle tre. Aldrig har det været på mange røde lys, igennem Aalborg. Da vi kom derud, fik vi besked om at de havde fået gang i hende og at vi lige skulle vente et øjeblik, for de var stadig inde og arbejde med hende. Jeg ringede hjem for at berolige familien, og fortælle dem at det gik denne gang.

Vi fik så lov at komme ind, men for os at se, så hun jo ud som om eftermiddagen. Sygeplejerske som havde været hos hende, fortalte om forløbet. Det var kommet meget bag på hende, for der var absolut ikke tegne på at der skulle ske noget, tværtimod var meldingerne jo så gode tidligere på dagen.

Mor var væk i 20 minutter og endnu ved ingen, hvad konsekvenserne af hjertestoppet bliver. De har scannet hende for blodpropper i hjertet, men det var der tilsyneladende ingen af. Lægen kom så og orienterede os om forløbet, hun var ikke optimist og udelod ingen tvivl om at det her var et alvorligt tilbageskridt. Hun bad os tænke over hvad der skulle ske, hvis mor igen fik et hjertestop. Jeg vil gerne beholde min mor så længe som muligt, men vilkårene kan også blive for svære, det er faktisk ikke noget jeg har specielt meget lyst til at tage stilling til.

Vi var det ude et stykke tid, og ved nitiden blev vi enige om at tage derfra. Sygeplejerske sagde også til os at krisen var afværget for denne gang. Både min søster og jeg ville gerne hjem til børnene og berolige dem og min far var ved at være træt.

På vej ud fra sygehuset fik jeg ringet hjem og manden kunne fortælle at Aalborg DH, som vi jo var taget afsted for at se, havde spillet uafgjort med topholdet Viborg. Det ville have frydet min mor, hvis hu havde vidst det, hun er jo fast inventar på siddetribunen til DH's hjemmekampe.

Hjemme igen fik jeg en lille snak med børnene og jeg tror det lykkedes ganske godt at få dem beroliget. I hvertfald har de begge sovet godt i nat. Datteren fik en seddel med til klasselæreren om hvad der skete i går, så de kan tage fat i hende, hvis hun bliver ked af det.

Om et par timer kommer far og så tager vi ud og henter min søster - vi skal på sygehuset, for at besøge mor.

En kedelig slutning på ugen.

Ind imellem er tingene rent ud sagt trælse.... sådan er tingene her i huset lige nu. Mor ligger på Intensiv afdelig, på Aalborg Sygehus. Hun blev opereret i onsdags og var igennem en ret stor operation. Hun er meget syg og er blevet holdt i kunstig koma, men det er de langsom ved at kalde hende ud ad. Hun er stadig i koma og der kommer til at gå ret lang tid inden hun kommer hjem. De sidste dag har vi skiftes til at tage ud til hende, men vi er der ikke så lang tid ad gangen, for hun ligger jo bare og sover. Men det giver os ro, at snakke med personalet - heldigvis er hun stabil.

Det eneste vi kan gøre at at håbe på og bede om det bedste. Så det gør vi.

Ingen tvangsbryllup her.....

Vi har en datter på 10 år og vi har nogle venner som har en søn på 10 år. De er født med 2 dages mellemrum og er inddirekte årsag til at deres forældre idag har et rigtig godt venskab.

De to unger er opvokset med meget social omgang med hinanden og betragter hinanden, som en rigtig god ven. For tre fire år siden, ingen husker det nøjagtigt, kom de to med hinanden i hånden og erklærede at når de blev voksne, skulle de giftes. Fint tænkte vi, så var der ingen problemer med at få afsat datteren og vi kendte jo svigerfamilien ganske godt. Så manglede vi bare at få aftalt medgiften.

Medgiften var ingen problem, vi har forlangt 6 kameler for datteren og hendes kommende svigerfar har erklæret sig villig til at skaffe dem....... ;-)

Så kommer hurdlen - de kære unger er kommet på andre tanker. Den ene vil rejse til Grønland og den anden til Japan, hvis de skal giftes. Vi har endda forklaret dem er langdistanceægteskaber er noget skidt :-)

Jeg tror vi undlader at tvinge dem ind i ægteskab - vi vil jo gerne have børnebørn og dermed også mulighed for at besøge dem - om mange år.... :-) Så vi håber at når den tid kommer, dukker der en anden sød svigersøn op.

Min "fine" nye titel....

Hos MadamMiM fandt jeg denne:

Selvføgelig skulle den prøves af og dette er min nye titel:

My Peculiar Aristocratic Title is: Milady the Most Honourable Lone the Overdecorated of Chignall Duntisbourne Get your Peculiar Aristocratic Title

Den titel havde jeg aldrig fundet via mit slægtsforskning :-)