30. juni 2008

Huset er sat til salg.

Det hus, hvor jeg trådte mine teenage-sko er sat til salg. Det er i tre etager og vil være uoverkommeligt for mor at komme rundt i. Jeg har sommetider tænkt på om jeg ville have svært ved at huset blev sat til salg, men det rører mig overhovedet ikke. Der er ikke følelser forbundet med huset, det er blot et sted og intet andet.

Mor og far har lejet en lejlighed, ikke ret langt fra hvor vi bor......... Det var meningen de skulle flytte ind til 1. september, men nu ser det ud til at det bliver 1. august - for mor kommer snart ud fra hospitalet, som gennem de sidste 5 måneder har været hendes "hjem" Genoptræningen går helt ud over alle forventninger, og vi nyder de store fremskridt i fulde drag.

Ungerne glæder sig, for nu bliver der kun 5 minutters gang op til mormor og morfar.

Nu er der ingen vej udenom. Nu må vi igang med sortering og pakning, og det gør mig helt ambivalent - Vil jo gerne have en god sommer, men ikke alt for varm :-D

28. juni 2008

Et koncert-eksperiment

Vi var til koncert i Skovdalen i går. Ynglingsbandet Runrig var der og det var en super god koncert. Vi var den sædvanlig flok afsted. Placeret bagerst i Skovdalen på et tæppe og udstyret med diverse papraplyer og regntøj, i tilfælde af at der skulle blive regn - som der plejer. Men for første gang i flere år, var der tørt og dejligt i Skovdalen til en Runrig koncert.

Vi havde valgt at placere os helt oppe i skoven, af hensyn til sønnen. Han var nemlig med...... Det var lidt af et eksperiment, for han har jo aspergersyndrom, og kan have meget svært ved at være mellem mange mennesker på en gang. Vi har forberedt ham på koncerten over meget langt tid og han har set frem til at skulle med. Vi havde dog en aftale om at hvis han ikke kunne holde det ud, måtte han gerne tage hjem.

Datteren blev afleveret hos Bedste og Bedstefar og vi andre spiste en omgang Pizza herhjemme inden vi tog afsted. Jeg kunne godt mærke på sønnen at han var noget betænkelig ved det der skulle ske. Han begyndte at snakke om at han var træt,  og allerede da vi fik parkeret bilen, tror jeg han var klar til at finde en bus hjem. Jeg fik afledt hans opmærksomhed, ved at snakke pc-spil med ham.



Vi så koncert på et tæppe i den bageste del af Skovdalen og sønnen holdt ud til den bitre ende. Han sætte sige ind imellem og lukkede øjnene - ligesom for at samle tankerne - MEN han holdt ud hele koncerten igennem og sagde at han synes det var en god koncert. For mig var det pragtfuldt at se sønnen stå der i Skovdalen til en Runrig-koncert og synge med på Loch Lomond. Det har krævet meget - men han vandt.

Men nu tror jeg, der kommer til at gå en rum tid før han prøver at tage til koncert igen, men det bliver nok ikke sidste gang, vi får ham med..........

18. juni 2008

Endelig.....

I morgen kl. 10:00 bliver mor flyttet til geriatrisk sengeafsnit på Aalborg Sygehus og målrettet genoptræning kan begynde........

Nu kan vi se frem til snarligt "løsladelse" :-)

Mod nye tider.....

Arbejdsdagen i går, var kort - for vi skulle til møde med sønnens nye skole. Han er nu så gammel at folkeskolen ikke længere er et alternativ. Så han har i samråd med os ønsket at komme på Autismecenter Nordbo, i dagbehandlingstilbud.

Sønnen er kommet ind på Aalborgafdelingen, som ligger Nørresundby og det er den mindste af afdelingerne. Hovedafdelingen ligger i Aabybro. Vi havde ønsket at det blev Nørresundby, ikke mindste fordi transporten derover er væsentlig kortere end til Aabybro. På Nordbo går er der på nuværende tidspunkt 24 brugere og det udvides til 32 efter sommerferien.

Sønnen har selv været der et par gange og er nogenlunde fortrolig med omgivelserne. Vi var indkaldt til kl. 13:00 og tilstede var lederen, stedfortræderen, sønnens nuværende klasselærer, sønnen og hans forældre. Vi startede med at blive vist rundt på Nordbo og hilste på nogle af brugerne og de ansatte og på Freja, som er en hundhvalp, der har sin daglige gang på Nordbo.

På selve mødet blev der snakket meget om hvad sønnen gerne ville arbejde hen imod. Sønnen vil gerne arbejde med edb. Der blev lagt planer for hvordan han kan hjælpes i den retning. Deres undervisningsplaner er meget individuel og faktisk er der i de 10 år Nordbo har eksisteret ikke været to brugere, som har haft det samme skema. Sønnen skal starte stille og roligt og vænne sig til at være der ovre. Han skal starte med at få papirerer på noget af hans pc viden og derfor starter de helt i bunden med pc-kørekort. Så er planen at han skal have færdiggjort engelsk og dansk på folkeskoleniveau, med eksamen. Hvad der så skal ske, ved vi ikke endnu.

Jeg er ikke i tvivl om at det bliver et sted, han bliver glad for at være. Lederen er en rolig og sympatisk mand, som har givet os et godt indtryk. Vi ser frem til samarbejdet med Nordbo og glæder os til at se den udvikling der kommer uden tvivl vil komme hos vores unge mand.

15. juni 2008

Have fornyelse

Vores sommerferie i år kommer til at gå til "Costa del terrasse" Vi rejser nemlig ingen steder - for vi er igang med en renovering af haven og det indebærer en total omlægning og udvidelse af terrassen.


 


 


Der er gravet ud, købt sand, sten og diverse remedier til konstruktion af en sådan terrasse. Der er hyret et par meget gode venner, med forstand på den slags og lige nu står slaget om at få en brugbar terrasse ud af anstrengelserne. Lige nu ser det en smule svært ud, men alt i alt er processen gået fra umulig til svær.


 



Det begynder så småt at tage form, og måske ender det med den flotteste have jeg nogensinde har haft……… åh jeg glæder mig...............

24. maj 2008

Besøg på sygehuset, med indslag af karneval og fodbold.

Aalborg summende af liv idag. Sønnen og manden var inde at se paraden og sønnen klarede ganske godt at være blandt mange mennesker.

Far hentede mig over middag, for vi skulle ud til mor... undervejs og derude, så vi mange underlige skabninger, som normalt ikke forefindes i Aalborg og omegn. Vi så amerikanske footballspiller, sorte og hvide engle. Vi så hulemænd, nissemænd. Vi så mexicanere, babyer i forvokset størrelse. og mange andre og meget fantasifulde udklædning. Mode udklædningen i år, var dog en rødstribet fodboldtrøje. Dem skal der nok have været adskillige tusinde af :-) Tillykke med Guldet, AaB.

Vi sad foran hospitalet og nød solen i et par timer og så og hørte også om nogle af de uheldige. En eller anden tåbenakke uden hjerne, havde stukket ild til tre kaniner, som var blevet forbrændte, den ene ret alvorligt. Han er nu overflyttet til rigshospitalet.

En ung pige havde trådt på en flaske og kunne dårlig gå op ad bakken til sygehuset. Udenfor stod en tom kørestol og den fik far fat i og trillede den ned til den taknemmelig unge pige, som straks hoppe op i den.

Vi mødte også en gammel bekendt som er flyttet fra byen. Hende fik vi en god snak med.

Kun en pige...

Når nu mor er begyndt at læse og gerne vil have nogle bøger ud til sig på hospitalet:

Så forsøger vi da at opfylde alle hendes krav:

Paperback, ikke for tyk, helst historisk.....

Jo jo i min reol forefandtes Lise Nørgaards "kun en pige" i to små paperback bøger, fra et ugeblad....

Den faldt i rigtig god jord :-)

14. maj 2008

Det var ikke bogstaveligt ment......

Min mormor brugte ofte udtrykket "han snakker som skindet var af hans mave" om folk der var meget snakkesalige. Det udtryk har jeg taget til mig og bruger det en gang imellem.

Forleden var sønnen og jeg, ud at køre og snakken faldt på en snakkelig person - ud af min mund røg det "han snakker som skindet var af hans mave" 

Jeg kom til kigge på sønnen, som sad ved siden af mig og han så underligt ud i hovedet....... Jeg fangede straks min fortalelse og fik fortalt ham betydningen af sætningen.

Tak mor, sagde knægten, du har ikke lyst til at vide hvilket billede der kom frem i mit hoved, da du sagde det. ;-)

Jeg glemmer indimellem at han som asperger opfatter ting meget konkret. Modsat har sønnen og jeg meget sjov ud at vendingerne i det danske sprog.

9. maj 2008

Det går fremad........

Bloggen er slet ikke lukket, men her sker ikke vildt meget.

Mor ligger stadig på sygehuset, men er i klar bedring - lige nu venter hun på at blive overflyttet til den afdeling som skal forestå genoptræningen. Hun har været lammet i det meste af kroppen og er det stadig i benene. Men armene er nu i rimelig funktion og hendes humør er det meste af tiden godt. Det var stort den dag hun bad om kuglepennen og skrev sit eget navn.

Vi bruger stadig meget til hos hende på hopitalet. I disse dage, hvor vejret er så godt, triller vi hende udendørs i kørestol og hygger os i solen. Far har trofast besøgt hende hver eneste dag, men i går blev han bevilliget en fridag af min søster og brugte den på at tage med pensionistforeningen til Fur. Han havde en ganske dejlig dag.

Det er ikke fordi vi ikke vil aflaste ham, at han er der hver dag. Men han vil jo gerne selv ud til hende. Søster og jeg skiftes så godt vi kan til at tage med ham. Det gode ved alt det her er at, vi som familie, er kommet tættere på hinanden end vi har været i mange år.

Ellers er jeg startet på mit nye job, og er foreløbig glad for det. Dog skal jeg lige vænne mig til at møde kl. 7 om morgenen. Jeg er udpræget B-menneske og hader at stå tidligt op. Men det må jeg se at få lært :-)

18. april 2008

Sat i bås.....

Puh... der fik vi da lige et rap over nallerne, os der er forældre til et barn som har diagnose indenfor autismespektret (sønnen har aspergerdiagnose). I udsendelsen på TV2: Ti år efter, som er opfølgensen på Er du mors lille dreng? blev der, som en indskudt sætning nævnt at omsorgsvigt er medvirkende årsag til at børn udvikler autisme...... Jeg er ikke i tvivl om at de to drenges biologiske familie, ikke er i stand til at tage sig af dem på forsvarlig vis og er ganske enige i, at de har det bedre hos en ansvarlig plejefamilie. Der er heller ingen tvivl om at når en dreng som Jørn, har en diagnose indenfor autismespektret, så skal han have meget faste rammer og det er han biologiske forældre ikke istand til at give ham. Det jeg opponerer imod er tv2's fremstilling af at omsorgssvigt er årsagen til udvikling af autisme. Forskning på området tyder mere og mere på at autisme er medfødt

Hele sønnens liv har vi kæmpet med fagpersoner, pædagoger og lærer som har ment at han ikke var ordentlig opdraget, samt en enkelt skolepsykolog, som mente drengen var narcissist ????. Først da han i 7 klasse fik en enestående klassekærer, kom der skred i tingene og vi fik langt om længe klarhed over han "anderledeshed" da han fik diagnosen asperger. Først da kom vi i forbindelse med de fagpersoner, som kendte til asperger, fik vi skulderklap for vores opdragelse.  

Den dag i dag er jeg overbevist om at sønnens asperger er medfødt, måske også arveligt, idet et andet barn i den nære familie også har fået diagnosen. For os har det betydet bl.a. at vi ikke er tynget af skyldfølelse, for vi tror ikke vi er ansvarlige for hans handicap, ingen af os er jo herre over vores gener.