Så blev det endelig en realitet. Sønnen er optaget på AspIt og skal de næste tre år gennemgå en It-uddannelse, tilrettelagt for unge med bl.a. Aspergers Syndrom.
Den unge mand er i rivende udvikling og bliver mere og mere selvhjulpen. Han har udviklet sig utrolig meget, siden han pakkede sit habengut og forlod matrikel, for at stå på egne vaklende ben.
Han flyttede herfra i december for knap 2 år siden og vi var alle skeptiske, hvordan skulle det dog gå. I starten var han da også ved at gro til i skidt, og den stakkels mentor, som skulle hjælpe ham, kunne slet ikke trænge igennem til ham.
3 måneder gik der og endelig fik jeg lov at komme over og få skik på lejligheden. Vi kom i bund og jeg husker jeg i mit stille sind tænke, at det blev nok noget jeg skulle indstille mig på, at det blev mig der måtte holde for.
Da jeg kom derover en uge senere, var der stadig ryddet op, det vil sige opvasken var ikke taget, men resten af hans lille 1 værelse lejlighed var ryddelig. Vi var en måneds tid senere til møde med hans mentor og hun udtrykte tilfredshed med ham, men fortalte at hun havde været skeptiske med hensyn til om han kunne klare at bo alene. Nu kunne de se at han begyndte at have styr på det. Situationen i dag er at han har godt styr på rengøring og oprydning, omend med støtte. Men hensyn til opvasken, er det faktisk sjældent at der står opvask hos ham, han har fundet ud af, at det er lettere at tage en lille opvask, frem for en stor. :o)
Vi hjælper stadig lidt til ovre hos ham, men kun sjældent og kun lidt. Mest er det at støtte ham til at huske at få tingene gjort og kigge hans papirer igennem. Dog tager jeg stadig hans vasketøj, men det er kun et spørgsmål om tid........håber jeg.
Næste skridt på vejen for ham, indtræf mellem jul og nytår. Han var hjemme på besøg og begyndte at snakke om at han kedede sig og der skulle ske noget. Hans far lovede ham at snakke med hans kontaktperson, men det nåede han aldrig inden sønnen selv havde taget affære. Det blev til praktikophold på Nordvirk i Aabybro. Meget ros skal flyde i deres retning, for de var med til at skubbe sønnen i den rigtige retning. Det var her han blev overbevist om at han skulle på AspIt.
Nu er han officielt optaget på AspIt og er glad og hvor var det sjovt at se ham i omgivelserne inde på AspIt. Han var selvsikker og følte sig godt tilpas.
Lige nu er jeg en stolt mor.
Det forstår jeg godt. Det er dejligt, når de har medvind, vores unger.
SvarSletDet er det Susanne. Det varmer inde i hjertet på os.
SvarSletHvor er det bare dejligt, Lone. Lykken er når vores børn finder det, der giver dem selvtillid og glæde :-)
SvarSletDet er dejligt Lene, og den unge mand stråler som en sol, og blev slet ikke sur over jeg tillod mig at ringe til ham to gange i dag.
SvarSletLone, jeg bliver så glad på sønnens og den øvrige families vegne. Faktisk vil jeg skamrose "oplandet", mest dig, for at have fanget de minus-punkter, som kunne have gjort en stor forskel negativt, hvis ikke ekstra støtte kom til. Hans egen udvikling - komme væk hjemmefra - var bare så flot, men derfra og så til total succes kan man vel heller ikke forvente.
SvarSletHan er skisme en sej gut og har et bagland, der ikke svigter, men med tålmod fører ham frem i de situationer, han ikke selv lige har overblik over :)
Dejlig læsning, og jo, han er endnu videre på rette kurs :-D
Anjoe, det har har været en sej kamp for os alle - og det gør ikke resultatet mindre. Nu har han taget et spring og ikke kun et lille skridt. Det varmer.
SvarSlet