Viser opslag med etiketten Asp-it. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Asp-it. Vis alle opslag

18. september 2012

En stolt mor.

Så blev det endelig en realitet. Sønnen er optaget på AspIt og skal de næste tre år gennemgå en It-uddannelse, tilrettelagt for unge med bl.a. Aspergers Syndrom.

Den unge mand er i rivende udvikling og bliver mere og mere selvhjulpen. Han har udviklet sig utrolig meget, siden han pakkede sit habengut og forlod matrikel, for at stå på egne vaklende ben.

Han flyttede herfra i december for knap 2 år siden og vi var alle skeptiske, hvordan skulle det dog gå. I starten var han da også ved at gro til i skidt, og den stakkels mentor, som skulle hjælpe ham, kunne slet ikke trænge igennem til ham.

3 måneder gik der og endelig fik jeg lov at komme over og få skik på lejligheden. Vi kom i bund og  jeg husker jeg i mit stille sind tænke, at det blev nok noget jeg skulle indstille mig på, at det blev mig der måtte holde for.

Da jeg kom derover en uge senere, var der stadig ryddet op, det vil sige opvasken var ikke taget, men resten af hans lille 1 værelse lejlighed var ryddelig. Vi var en måneds tid senere til møde med hans mentor og hun udtrykte tilfredshed med ham, men fortalte at hun havde været skeptiske med hensyn til om han kunne klare at bo alene. Nu kunne de se at han begyndte at have styr på det. Situationen i dag er at han har godt styr på rengøring og oprydning, omend med støtte. Men hensyn til opvasken, er det faktisk sjældent at der står opvask hos ham, han har fundet ud af, at det er lettere at tage en lille opvask, frem for en stor. :o)

Vi hjælper stadig lidt til ovre hos ham, men kun sjældent og kun lidt. Mest er det at støtte ham til at huske at få tingene gjort og kigge hans papirer igennem. Dog tager jeg stadig hans vasketøj, men det er kun et spørgsmål om tid........håber jeg.

Næste skridt på vejen for ham, indtræf mellem jul og nytår. Han var hjemme på besøg og begyndte at snakke om at han kedede sig og der skulle ske noget. Hans far lovede ham at snakke med hans kontaktperson, men det nåede han aldrig inden sønnen selv havde taget affære. Det blev til praktikophold på Nordvirk i Aabybro. Meget ros skal flyde i deres retning, for de var med til at skubbe sønnen i den rigtige retning. Det var her han blev overbevist om at han skulle på AspIt.

Nu er han officielt optaget på AspIt og er glad og hvor var det sjovt at se ham i omgivelserne inde på AspIt. Han var selvsikker og følte sig godt tilpas.

Lige nu er jeg en stolt mor.

13. april 2012

Vi krydser fingre.

Tiden flyver fra mig lige nu, jeg går på kursus og det sluger min tid.

Sønnen, som har Aspergers syndrom, er på vej til at bliver en ansvarlig og målrettet ung mand, Når jeg kigger et års tid tilbage, var han ved at finde sig til rette i sin nye bolig og dengang var det altoverskyggende for ham. Han havde sit dagstilbud på Nordbo og egentlig skete der ikke en masse omkring ham.

Det gør der til gengæld i høj grad lige nu. Da han var hjemme i juleferien, snakkede han med os, om at han kedede sig på Nordbo, han syntes der skete for lidt og manden lovede ham at snakke med hans vejleder ovre på Nordbo. Inden manden overhovedet fik tænkt tanken at ringe til vejlederen, havde sønnen selv taget affære og i løbet af et par uger var han startet i praktik på Nordvirk som er arbejdspladser til mennesker med Autismespektrum forstyrrelser. 2 dage om ugen i 4 uger. Denne praktik er forlænget til midt i maj og udvidet til 4 dage om ugen, for de er rigtig glade for ham deroppe.

På Nordvirk mødte han en ung mand som har gået på Asp-it, som er en IT uddannelse for Aspergere. Han har inspireret sønnen rigtig meget og lige er vi så langt i forløbet at vi går venter på kommunens tilladelse, til at han kan optages på Asp-it, for Asp-it uddannelsesstedet vil gerne have ham som elev - både manden, sønnen og Asp-it folkene mener han passer perfekt til deres uddannelses forløb. Eneste hurdle vil være at hvis kommunen vil have ham ud i et almindeligt ungdomsforløb. Det vil være det værste der kan ske, for det er han ikke klar til.

Den 14 maj starter han i et 6 ugers afklaringsforløb, og han glæder sig. Han snakker meget om at læse videre og hold nu godt fast, han snakker endda også om at få en kæreste med tiden.

Jo efter en svær barndom og en endnu sværere ungdom, går det endelig i den rigtige retning for sønnen og vi håber og tror på at der en dag også er et job til ham derude. For han har evnerne, knægten