Et lille skulderklap

For nogle år siden var sønnen på et kursus for hørehandicappede børn. Han har en mindre hørenedsættelse og amtet tilbød, at disse børn kunne komme på kursus i sommerferien.

Sønnen var med på et af disse kurser - faktisk på to, men det er det første jeg husker mest, for det var der vi blev mest involveret. Vi havde på daværende tidspunkt ikke fået asperger-diagnosen endnu og der var meninger om at hørehandicappet kunne være en af årsagerne til problemerne med sønnen. Vi blev jo klogere, men afsted tog han og det gik sådan at, da sønnen skulle i bad derude første gang, gik han fuldstændig i baglås - de mennesker som kørte kurset, prøvede med alle midler og endte op med at kontakte os. På en eller anden mystisk måde lykkedes det os i fælles samarbejde at få sønnen i bad. Vi var inde på at afbryde kurset for hans vedkommende, for badet var ikke det eneste han havde svært ved. Heldigvis kom vi frem til, at det var bedst at lade ham blive og så måtte han være med i det, han syntes han kunne klare.

Sønnen fik et ganske godt tag i høreapparat-brugning og via nogle små omveje, bruges han nu apperaterne daglig og synes selv, at han ikke fungere godt nok uden. Så vi er lykkelige for den indsats, disse mennesker gjorde for vores søn.

I dag løb jeg så på hende som vi havde kontakten med den gang. Hun genkendte mig og spurgte til sønnen. Jeg fortalte hende at det gik fint, men at vi efterfølgende havde fået at vide, at han var asperger. Det kom ikke helt bag på hende, men hun undrede sig over at han skulle være så gammel inden de fandt ud af det. Jeg fortalte om forløbet igennem årene og en smule henkastet fik jeg sagt at "De har også været inde omkring, at det kunne være os som forældre, der ikke var gode nok" Det var der jeg fik skulderklappet "tro mig det er I" sagde hun,.

Der måske noget om at de burde have "fanget" ham tidligere....... men så har det måske være noget livslærdom, som han ikke havde fået fra "almindelige" børn, hvis han havde gået i specialskole hele tiden. Det gav hun mig ret i. Men vi kan så konstatere, at han bliver altså ikke "normal" bare ved at omgåes "normale" børn.