23. august 2015

Det første år, som forældreløs

Snart er det et år siden vi sagde farvel til min far og han er stadig savnet hver eneste dag. Et savn der langsomt men sikkert bliver mindre og afløses af de gode minder fra mit liv med min far.

Når jeg ser tilbage til sidste år ved denne tid, var jeg igang med at tage en ny uddannelse i en alder af 50 og det var hårdt, 37 timer om ugen i praktikken og lektier, hver eneste dag. Da far så døde, kom sorgen oveni og samtidig skulle der afsættes tid til tømning af lejlighed. Kun med god støtte af familie og venner holdt jeg mig oven vande. sorgen blev hen af vejen trængt noget i baggrunden og en gang imellem har jeg frygtet, at jeg ikke har bearbejdet nok. 

Nu er skolen og uddannelse et overstået kapitel og jeg er i gang med mit nye arbejdsliv, som jeg nyder. Jeg mærker da også mere til sorgen og savnet og giver mig selv lov til at lade tårerne trille. Forleden var jeg ved at gennemgå de dokumenter, fra fars computer, som jeg havde overført på USB stik og det gjorde slet ikke så ondt som jeg havde troet, faktisk var det hyggeligt at komme ind i hans liv, og se hvad han havde skrevet om. 

Hans kærlighed til min mor er uformindsket, kan jeg læse hans nedskrevne erindringer og ligeledes var hans stolthed over min søster og jeg, uformindsket og er godt beskrevet. Hans børnebørn var hans et og alt. Alle 4 af slagsen, som alle stille og roligt er på vej ind i livet som voksne. Jeg kan se han for mig, siddende i hans efterhånden godt tilpassede og lidt slidt ynglingslænestol, mens han beretter sidste nyt om en af ungerne, som han kaldte kærligt dem.

Min far var en fantastisk far, og jeg er taknemmelig over jeg fik lov at være hans datter. Han har givet min søster og jeg nogle fine værdier med i livet. Nu er han hos mor og jeg ved de hygger sig deroppe. Jeg savner ham og jeg savner min mor, og ville ønske de stadig var her, men sådan er det ikke og det har jeg det fint med, for minderne kan jo ingen tage fra mig, og det er gode minder jeg har.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar