I telt i snevejr

Sommetider er det en duft, andre gange en lyd, der får os til at tænke tilbage i tiden. Måske er det sneen, der fik mig til at tænke på mine skønne stunder hos min mormor. Vi fik lov være børn, når vi var hos hende.

Mine morfar var Kæmner i en lille kommune, det svarer omtrent til nutidens kommunaldirektør. Det var før kommunesammenlægningerne i 1970 og han var til tider eneste ansatte i kommunen - nogle gang var min mormor ansat halvtids for at hjælpe ham og i nogle år var min onkel også ansat på kontoret.

Men sådan et job fulgte en tjenestebolig og her var indrettet kontor, mødelokale og lejlighed. Mødelokalet var mest i brug, når der var sogneråds møde - jeg husker mest en masse, ældre cigarrygende mænd, som nød min mormors kaffe eller smørrebrød. Dengang var der ikke noget der hed rygeforbud. Tværtimod var cigarerne på kommunens regning, jeg husker der blev anrettet fade med cigarer og cigaretter.

Mødelokalet var et pragtfuld sted at lege, der var masser af gulvplads - der kunne laves rigtig mange sjove ting derinde og en gang overtalte vi min mormor til at rejse telt derinde.......... Jeg kan stadig se hende kravle rund og spænde bardunerne fast til de tunge borde og jeg husker også min morfars hovedrysten da han så hvad vi lavede. :0)

Men vi fik lov og vi havde en rigtig hyggelig dag - udenfor var der sne og måske var det derfor vi fik lov. Teltet var helt nyt og skulle selvfølgelig ikke blive beskidt første gang det var i brug. Mon ikke også min mormor øjnede chancen for at se om teltet var som det skulle være. :0)

Teltet holdt i mange år, manden og jeg arvede det på et tidspunkt - men nåede ikke at bruge det, det var efterhånden blevet så mørt, at bare vi kiggede på stoffet revnede det :0)

Hvordan så du ud i 60’erne

Min lillesøster og jeg.

Annettes 60’er udfordring.
Her er jeg 3 ½ år gammel, året er 1967. Jeg havde på daværende tidspunkt været storesøster i et års tid. Jeg var meget stolt af min lillesøster og viste hende glad og gerne frem til alle der gad se hende.
Senere i barndommen var vi knap så gode venner, jeg husker bl.a vores allersidste skænderi, som der førte til en smadret stol, som blev byttet med en magen til, som stod i kælderen så mor og far ikke opdagede noget den dag.
De fandt aldrig ud af hvad der var sket med den stol, men for et par år siden gik vi til bekendelse – det lønnede sig i dette tilfælde at skjule det, for vi fik ikke skæld ud – men far havde da godt nok undret sig over hvad der var sket med den stol :0)
Det blev faktisk vores allersidste skænderi, for vi blev den dag enige om at det var for dumt at det skulle komme så vidt, at vi smed møbler efter hinanden :0)