Et fremtids håb....

Vi arbejder stille og roligt hen mod den dag hvor sønnen skal flytte hjemmefra. Der er sat folk igang med at finde en løsning, for når man som min søn har asperger syndrom er det ikke nødvendigvis noget man bare lige gør - han skal formodentlig omkring et bofælleskab først, for han vil ikke være i stand til at klare sig selv endnu. Men det kommer han helt sikker til engang i fremtiden.

Vi og han er ved at nå et punkt, hvor det er bedst vi ikke skal bo under samme tag, ikke forstået sådan at vi konflikter hele tiden, men at han som alle andre unge mennesker er ved at få en frihedestrang. Alligevel fylder konflikterne en del i huset, vi bruger mange kræfter dels på at forstå ham og dels for at undgå hans nedsmeltninger. Han vil også gerne ud og begynde at prøve sig selv af i livet..... Det vil i høj grad være sundt for ham at komme i andre omgivelser og skulle tage mere ansvar for hverdagen. Vi begynder også at længes mod et mere normalt familieliv, hvor datteren i huset uden tvivl vil få meget mere plads end hun har nu.

En simpel ting som oprydning, vil komme til at lægge på hans skuldre og jeg har en formodning om at han vil være i stand til at tage det ansvar - men det viser han ikke herhjemme, hvor han i stedet bruger på at tvære over at vi stiller krav... sikke nogle onde forældre ;-)

Men som tidligere nævnt er det så ikke lige noget vi bare gør...... Det kan tage lang tid inden det falder på plads...Men vi  er vist allesammen begyndt at glæde os til det nye liv, og vi håber det ikke ligger for langt ude i fremtiden.