Sønnens verden

For en asperger er forandringer noget de helst vil være foruden og det gælder ikke mindst den unge mand her i huset. Som alle andre unge mennesker kommer han ud i erhvervspraktik, og de kommer blandt andet ud på de tekniske skoler, hvor de har mulighed for at se om det er noget for dem.

Hver gang han skal afsted er det altid med en vis frygt herhjemme, for når tingene bliver uoverskuelig reagerer han tit og ofte ved at blive syg. Tag endelig ikke fejl, for han er overbevist om at han er meget syg og kryber under dynen og ikke ti vilde heste kan overbevise ham om at han kan overvinde "det nye"

Ind i mellem går det helt af sig selv. Når han har støtte fra lærer og kammerater, så er det ikke så svært. I morgen skal han på teksnisk skole i tre dage, og hele aftenen har han været sur og tvær - og jeg var ved at frygte at vi skulle igennnem tre dage under dynen. Men lige før han gik i seng, var han snakkesalig og fortalte at hans lærer og de ander elever havde aftale at mødes i Kennedy arkaden i morgen og følges ad ud på teknisk skole. Ja og så lige bemærkingen om at han jo kunne sove en time længere......... :-) Så mon ikke den går.....

Jeg kan ikke sove længe,  for jeg starter på nyt job i morgen, så jeg skal op og møde kl. 7:00. Det bliver en omvæltning, for i mange år er det tidligste jeg har mødt kl. 8:30 - men jeg glæder mig....

På besøg hos mor...

Med mor tilbage på Aalborg Sygehus, er det blevet ulig lettere at smutte at besøge hende. Hun er nu på almindelig sengeafdeling og har unge lægestuderende som vagter døgnet rundt. De sidste par dage har der været en ung kvinde hos hende og til hendes store fryd, kunne hun igår meddele far at hun har en ung mand hos sig om natten :-)

Far og jeg besøgte hende i dag og hun var i kørestol og blev kørt ned i opholdsstuen, her var udsigt over Atletikstadionet i Aalborg og hun nød at kunne få et kig ind i verdenen udenfor. En enkelt løber på cindersbanen holdt ud i en hel time og flere gange kommenterede hun ham. Mor begynder så småt at spørge til verden udenfor hospitalet og hvor var det godt at se hende kæmpe for at genoptræne de meget slappe muskler. Jeg foreslog hende at få den bærbare ud, når hun bliver bedre til at bruge fingrene og det var hun ikke afvisende overfor.

Hun fik også besøg af et par veninder fra hendes strikkeklub og hvor blev hun glad. De var begge glade for at kunne snakke med hende, og lovede at kigge ud snart igen.

Stikkeklub og strikkeklub, det menes vist at de har rørt et strikketøj for små 27 år siden, ligesom der forefindes et enkelt billede som dokumentation, men produktionen er gået i stå og istedet for går snakketøjet :-) Det vides også at min far har nedlagt forbud mod at der afholdes strikkeklub hos mor, hvis der er fodboldlandskamp i fjernsynet, for de damer kommer og står i vejen for hans udsigt til fjernsynet når Danmark scorer :-)

Det går langsomt men sikker fremad og nu krydser vi bare fingre for at der ikke støder noget til.......

Bilsyn

Bilen blev synes i går og gik glat igennem.

Vi kørte bilen ned til mekanikeren, der samtidig lige tjekkede bilen for olieskift og lignede. Mekanikeren sørgede for at klare bilsynet og imens fik vi en lånebil.

Denne lånebil var os slet ikke ukendt, for mine forældre har købt ny bil igennem vores mekanier og nu er deres gamle nedgraderet til mekanikerens lånebil. Den gamle bil kører lidt endnu. :-)

Retur til Aalborg.....

I morgen kl. 11 putter de min mor i en ambulance og kører hende tilbage til sygehuset i Aalborg. Hun er nu så god at hun ikke længere er intentivpatient. Forude venter så flere måneders indlæggelse, med dertil hørende genoptræning.

 Det går stille og roligt i den rigtige retning.

Fødselsdag i andre omgivelser......

Vi holdt en anderledes fødselsdag idag, for mor fyldte år. For halvanden måned siden var det umuligt at forudse om vi kom dertil at dagen skulle fejres, men det blev den på Sygehuset i Hobro.

Gaverne er gemt lidt endnu, hun har endnu ikke den store glæde af dem. Hun bryder sig heller ikke om at få blomster endnu, så dem gemmer vi også til hun igen vil sætte pris på dem.

Vi drog afsted hele familie, minus ældste niece, som ikke nåede med - hun havde været på lejr med FDF'erne hele påsken og med tre timers søvn i nat, var hun bedst tjent med at se dyner :-) For i morgen er det jo atter hverdag efter ferien.

Sygeplejersken som passede mor i formiddags ringede mig op, for hun var i tvivl om der kom gæster, det havde mor nemlig ikke styr på. Det kunne jeg fortælle hende at det gjorde der, og at vi kom 8 mand stærk. Hun ville skaffe nogle boller og jeg lovede at vi tog kaffe og kage med.

Vi tog ud for at hente far og på sygehuset i Hobro mødte vi med søster og svoger og yngste niece i forhallen, så gik turen op til mor, som sad i en kørestol inde på stuen. Sengen var kørt ud fra stuen, så der var masser af plads til os alle.

Mor var meget glad for at se os, og især for at se ungerne - mine unger har ikke set hende siden hun stadig var i koma og de var meget glade for at snakke med hende. Mens vi var hos mor, fik far en telefonopringning fra en af mors strikkeklubveninder og far satte mobilen til hendes øre...det var dejligt at se hende snakke i den........

Det er svært for mor at overskue mange mennesker endnu og efter en halv times tid begyndte hun at blive træt og vi tog afsked og satte os ned i forhallen og drak en kop kaffe mere og fik snakket lidt. Far listede op til mor efter en halv times tid og kunne fortælle at hun var glad for at se ham.

Hun holder ikke så længe endnu, men det går den rigtige vej og især manden og børnene som ikke har set hende siden hun lå i koma, kunne se store fremskridt. Hun er stadig på intensiv og skal være der et stykke tid endnu - men det går den rette vej.

Vi kørte af den gamle hovedvej 13 og nød turen i det gode vejr. Vi prøver at variere ruten, og få det bedste ud af transporttiden. I dag var en af de flotte dage, for solen skinnede og gjorde Himmerland smukt.

Påskeferie

Så står der påskeferie i min kalender. De næste seks dage, skal der slet ikke tænkes på arbejde...... Herligt. Påske skal stå i familien tegn, vi vil slappe af og hygge os. Kun lave det vi har lyst til.

Mor er overflyttet i nogle dage, til Hobro sygehus - så vi har en noget længere tur når hun skal besøges...... Heldigvis skal hun tilbage til Aalborg, når hun ikke skal være på intensiv mere. Det har overlægen lovet os. Men deres vurdering var, at hun ville have godt af nogle ekstra dages intentiv ophold.

Begge unger overnatter andetsteds i nat. Sønnen  holder Pc-marathon med nogle venner og datteren er hos en veninde. Så her er stille og jeg nyder stilheden.

Der går fremad..........

Her  sker ikke så meget lige for tiden, mor er stadig indlagt og det er en meget lang proces. Det går fremad med hende, omend det går langsomt. Hun er næsten ude af respiratoren og infektionerne er væk. Hun har nu flere gode, end dårlige dage og vi er blevet bedt om at sprede vores besøg - sådan at hun får besøg oftere.

Far har haft en af hendes veninder med der ude og det var stort. Mor var meget, meget glad for at se veninden og glæden var gensidig. Hun er begyndt at komme lidt ud fra rummet i en kørestol og sygeplejerskerne er begyndt at læse avis for hende og de fortæller at hun tydeligt markerer hvad hun vil høre og ikke høre :-)

Tørresnoren

Er det mon det den skal bruges til, den sorte ledning der hænger fra højtaler til højtaler, tværs gennem stuen?

På det lille "hus"

Et fænomen som altid rammer mig, her i huset - er de tomme toiletruller.

Det sker altid når mit foretagne på toilettet er en hastesag og det bliver altid først opdaget, når jeg sidder på tønden. Nej - mine arme er ikke lange nok, til at nå en ny i skabet. :-)

Jeg HAR forgæves forsøgt at lære resten af familien at hænge en ny rulle op, når de bruge det sidste.

Enten skal jeg hidse mig voldsomt op, eller også skal jeg lære at leve med det.......................... :-)

En tak til de, der er der når vi har brug for det.

I øjeblikket møder far, min søster og jeg en masse omsorg fra vores venner, det er telefonopkald, små sms - små hilsner og nogle "jeg kigger lige ind". De er velkomne og vi bruger dem.

Når mor får det fysisk bedre - vil hun få brug for at snakke, græde og skælde ud, hun vil være langt nede psykisk. Vores netværk er med til at ruste os til opgaven, og jeg er dem dybt taknemmelig.

Et skridt tilbage og to skridt frem........

Det svinger fra dyb kulkælder til glæde over mors situation. Bedst som vi tror at nu går det den rigtig vej, bliver vi bombet tilbage og når vi så frygter det værste, bliver vi hevet op af dynget.

Lørdag og søndag var bestemt ikke sjove. Hun var ikke til at komme i kontakt med lørdag, dog sagde sygeplejersken at det var fordi de, havde moslet med hende. Søndag havde de igen givet hende sovemedicin, fordi infektionstallene var steget.

Far og søster tog ud til hende i dag og så var det hele vendt på hovedet. Hun var vågen hele tiden mens de var der og bedst af alt, infektionstallene er igen dalende og hun har ingen feber. Nu har hun fået tv på stuen - jo, man lærer at glæde sig over de bitte små ting.