En stille stund

Her sidder jeg i en stille stund på jobbet og nyder en kop kaffe. Resten af min gruppe er til møde og jeg har fået æren af at passe en ikke ringende telefonen - nu har jeg siddet her i en times tid og ikke en eneste gang har den ringet.

Huset er stille, vi er ikke ret mange på job idag og de få der er her snakker alle om muligheden for at gå tidligt.Det ville jeg også gerne, men har mere brug for at gå tidligt i næste uge, hvor datteren har fødselsdag. Så jeg holder den til den bitre ende.

Hjemme er børnene allerede på juleferie og sover længe, de har lovet at lave risengrød til i aften. Så når jeg kommer så langt, kan jeg bare sætte mig til bord og nyde risengrøden, uden selv at skulle stå i køkkenet.

Huset ligner stadig ikke et hus der er klar til at modtage julegæster, men tingene begynder at falde i hak. Det vigtigste, såsom gaver og mad er på plads - alt andet kommer med hvis vi kan nå det og sjovt nok det gør vi jo alligevel hvert år, selv om det især i år har håbløst ud.

Her blev stille.

Så blev her stille efter en hektisk morgen, hvor datteren skulle afsted til Ribe på lejrskole, alting blev lidt mere besværligt for hende, for et uheld i går i Fårup sommerland, kostede en brækket tå og en tur på krykker i de næste dage. Hun skulle være på banegården kvart i ni og en hurtig snak med hendes klasselærer bekræftede at hun ikke skulle blive hjemme. Nu er hun sendt afsted og det sidste jeg så til hende i denne omgang, var da toget rullede afsted og hun kæmpede en kamp med kuffert, taske og hjælpsomme klassekammerater. :o)

Sønnen skulle også afsted på lejrtur til morgen og han havde fået besked på, at hvis han skulle have et lift, så måtte være klar til afgang. Da han har asperger-syndrom, skal der helst være ro omkring ham om morgenen – det betyder jeg slet ikke snakker med ham om morgenen, for ikke at bringe ham ud af fatning, problemet var så hans far, som var bange for at han ikke nåede og så løb i pendulfart ind på sønnens værelse – arrggghh, det resulterede i en mindre kortslutning hos sønnen, som jeg heldigvis nåede at få neutraliseret inden han gik helt i baglås. Det havde vi ikke lige tid til.

Vi kørte først sønnen over på Nordbo, hvor der skulle smøres madpakker til turen, inden afgang og her fik jeg afleveret den største knuser til sønnen på trods af store protester, mens alle så på :o))
Så nu vil vi nyde de næste par dage uden børnene og håbe at de begge får en rigtig dejlig tur.