Skolesamtale

Jeg tror mange aspergerforældre kan nikke genkendende til den skræk det er at gå til skole/hjem samtaler. Jeg hader det som pesten - specielt de mange år i folkeskolen, inden sønnen fik diagnosen. Hver gang følte vi at lærerne mente at det bestemt måtte være vores måde at opdragelse, der gjorde han han reagerede ved at gå i sort, når der var noget han ikke ville være med til og at vi burde tage os gevaldigt sammen hvis ikke det skulle gå helt galt....

Gang på gang har vi lavet aftaler med lærerne om hvordan vi kunne hjælpe ham og hver gang er det trods ihærdig indsats fra vores side strandet, på at de lærere aftalerne er lavet med, ikke har holdt deres del aftalen og hver gang vi har påtalt det er der kommet en vag forklaring om at f.eks det at få skrevet lektier ned i lektiebogen, det burde en dreng i den alder selv kunne klare og det burde vi se at få ham lært.

Specielt to af lærerne levede ikke op til vores aftaler og blev ved at lægge alt skyld på os....... Andre lærere har vi haft utroligt meget gavn af, specielt den lærer som blev klasselærer for ham i 7. klasse, ham tager jeg virkelig hatten af for, mangen til støtte skulle vi lede længe efter og når jeg den dag i dag møder ham, kommer han altid og spørger til sønnen. Derimod de to andre, de er  ikke er i stand til at tage øjenkontakt og hilse....... hmm dårlig samvittighed måske. Jeg forlanger ikke at alle lærer skal vide alt om diverse diagnoser, slet ikke - men de to burde have lyttet til os forældre og ikke fordømt os...... En tredie af de lærere som var med i koret, har datteren senere fået og hun har vendt på en tallerken og her møder vi en smilende og imødekommende lærer, som tydelig viser at hun har taget forløbet til efterretning.

Skolesamtalen i går var denne gang datteren og bortset fra at hun sjusker når hun skriver og er for stille i klassen var der ikke noget at udsætte på datteren, samtalen var overstået på under 10 minutter. Men det giver flashbach hver gang jeg træder ind på den skole.