Skolekammerater.

En af de ting der følger med at have asperger syndrom, er at have svært ved kontakt til andre mennesker - sønnen vil så gerne, men ved ikke altid hvordan, han skal kontakte andre mennesker. Dem han har sværest ved at kontakte er hans jævnaldrene.

Heldigvis har han, selv om han går i specialklasse nu, bevaret forbindelsen til flere af hans "gamle" kammerater. Deriblandt en kammerat, som har holdt ved siden børnehaven. En dejlig, klog og fornuftig ung mand, som er god til at holde forbindelse til sønnen, selvom deres veje nu går i hver sin retning. Hele sommeren er dog gået uden kontakt til denne kammerat, da han har været bortrejst hele sommerferien, men idag var han her igen og øjnene strålede på sønnen over gensynet.

Denne kammerat ville så gerne have sønnen med til socialt samvær, med nogle af deres gamle klassekammerater. Flere af disse gamle klassekammerater har ofte spurgt til sønnen, og kammeraten synes at det kunne være sjovt at sønnen mødte dem igen. men jeg kunne mærke sønnen bakkede - han er så bange for hvad de tænker og mener om ham, men jeg tror kammeraten og jeg fik beroliget ham. Det ser ud til at han har accepteret en invitation til hyggeligt samvær i næste weekend - og det glæder en moders hjerte at han tager med.

Jeg tror heller ikke han skal frygte noget fra de søde unge mennesker fra hans gamle klasse, de tog så pænt afsked med ham, da han forlod folkeskolen og skulle videre i specialklasse. Med en dags varsel fik de samlet ind til en afskedsgave og lavede en rigtigt sød kort til ham.

Kammeraten og jeg ved godt, at det let kan blive uoverskueligt for ham, når der er mange og de snakker i munden på hinanden, men han tager med og vi har fortalt ham at der er legalt at tage hjem når han ikke kan holde ud mere. Jeg tror faktisk at han glæder sig.