10. oktober 2006
Han stak af til Amerika……
Min bedstemor kom til verden for mere end 100 år siden. Hendes forældre blev aldrig gift, og i kirkebogen stod der, at hun var datter af ugifte Ane Kirstine og udlagte barnefader Marinus Bertinus. Mine oldeforældre har vel mødt hinanden på en gård, hvor de begge tjente, i hvert fald resulterede deres møde i at min bedstemor kom til verden i vinteren 1894.Hun voksede op hos Gammel Karen, som var hendes mormor. Gammel Karen var en stolt nordjysk gårdmandsdatter. Hun kom aldrig til at acceptere, aldrig at min bedstemor var kommet til verden uden for ægteskab. Min oldemor som hed Ane Kirstine, giftede sig siden med Kristen og sammen fik de en lille Maren, som kun blev 12 dage gammel. Samme år måtte min oldemor også begrave Kristen og to år senere fulgte hun selv efter, blot 33 år gammel.
Min oldefar? hvem var han og hvor blev han af……. Det har altid undret mig. Det hed sig ”Han stak af til Amerika”, godt så – Amerika er jo stort. Ingen i familien vidste hvor han blev af, heller ingen af dem vidste hvad han hed – det skulle vel bare helst gå i glemmebogen, men dertil var min nysgerrighed altså for stor. Han kunne jo ikke bare forsvinde ud i den blå luft og var han nu stukket af til Amerika??. Eller var han blevet hjemme i Danmark?? og i så fald, hvor var han så??. Blev han gift og fik børn??, havde min far fætre og kusiner i det store udland? Spørgsmålene var mange.
Mange timers søgning i Folketællingerne, gav ikke rigtig noget og han blev ”lagt til side”. På et tidspunkt lykkedes det ved hjælp fra min mor at finde ud af hvor han var født, men stadig intet om hvor han blev af.
Men en dag var der gratis adgang til nogle amerikanske søgesider og jeg prøvede for sjov skyld….. og Bingo: Marinus Bortinus (Han hed altså Bertinus)….. var rejst med skibet Saxonia fra Liverpool den 21. april 1903 og ankom til Boston den 1. maj. Han rejste til Racine i staten Wisconsin. Racine ligger nord for Chicago. Her boede broderen Anders allerede. Han blev boende i Racine, kan vi se i den amerikanske folketælling fra 1920. Her er han opført som boende til leje og arbejdede som bartender…. Jeg tror min bedstemor ville have græmmet sig, hvis hun havde vidst han var bartender... I 1930, var han fabriksarbejder og boede stadig til leje. Han blev formentlig aldrig gift, da han ingen af gangene er nævnt sammen med familie. Her ender sporerne foreløbig. Men det har været spændende at lede efter ham, og søgningen er slet ikke slut.
Etiketter:
Slægtsforskning
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar