Et lille pip herfra.

Her har været stille længe, jeg blev ramt af virkeligheden og ordkrise. Vi har været en del sammen i familien og vi har snakket og snakket og forsøger nu at komme videre oven på mors bortgang.

Vi savner hende meget, men lever videre og stille og roligt går det den rette vej. Min far er selvfølgelig hårdest ramt, det er ham der har mistet sit bedre jeg. Det er ham, der har fået vendt op og ned på hans liv og det er ham der ikke har nogen at snakke med i det daglige. Men jeg synes han klarer det flot, han forsøger at komme ud af huset og være sammen med venner og familie. Han er jo i en alder hvor, mange af hans venner også har prøvet at mistet og det er en god hjælp for ham, at snakke med dem.

Vi to søster har sagt til ham, at han skal komme på besøg når han og det gør han. Han nyder at komme ned og få en snak, en kop kaffe og lidt skæld ud. Det var jo mors job førhen og selvom han er 74 har han stadig brug for at blive opdraget :o)

Når livet er svært.

Nogle gange er livet uretfærdigt, min dybeste medfølelse til Marianne og hendes familie.