Det sidste farvel

I går sagde vi farvel for sidste gang, til en af vores allerbedste venner. Han var stille sovet ind efter alvorlig sygdom i søndags.

Vi sagde farvel til et dejligt menneske, et menneske som var der når vi havde brug for det. Et menneske som gave ris og ros når det var fortjent. En menneske som kunne brænde for det der betød noget for ham. En familiemand og en vennernes ven.

Vi har vidst længe at han var syg og jeg var en af de få der vidste at det var alvorligt. Alligevel håbede vi til det sidste at de ville finde en mirakelkur.
I går sad vi så i kirken og sagde det sidste farvel.

Mens vi sad der tog jeg mig selv i at sidde og smile, alle de gode minder om vores fælles stunder, løb gennem hovedet og for mig er det klart at sådanne stunder kommer jeg til at savne.

Præsten holdt en flot tale, en tale som ramte plet. Han beskrev vores ven, sådan som vi kender ham.

Højtideligheden sluttede i kirken og vi tog pænt afsked med hans enke, med løfte om snarlig gensyn og det blev snarlig, for allerede ved firetiden tikkede en sms ind fra hende, at vi skulle komme til kaffe om aftenen, hvis vi havde tid og lyst og det havde vi selfølgelig..... Den nærmeste familie havde været til kaffe og der var masser af rester. Det var lige i hans ånd at der skulle hygges over rester. Det har vi gjort adskillige gange ude hos dem.

Faktisk havde vi en rigtig dejlig aften, på trods af omstændighederne, vi lo og vi græd, vi hyggede og lagde fremtidsplaner og vi mindedes afdøde.

Tak for alt kære ven, og hvil i fred.