En fyldt dag

Sikke en dag.....
Først nåede jeg lige 3 ½ time på jobbet, inden turen gik til Aarhus, hvor jeg skulle til undersøgelse på Onkologisk afdeling, for næstsidste gang.... Jubii.
Jeg hentede manden på hans job, og vi trillede til Aarhus og skulle lige en hurtig smut omkring røntgen afdelingen. Det tager normalt 5-10 minutter - men vi røg ind i en omgang mangel på konduite og inkompetence, som jeg heldigvis ikke har oplevet før. Onkologisk afdeling havde åbenbart glemt at sende en henvisning på mig til røntgen afdelingen og hende der så blev sat på opgaven foretog sig ikke andet end at ringe til den forkerte afdeling og konstatere at den var den anden afdeling hun skulle have fat i. I stedet for at ringe direkte og bede den sende henvisningen, kom hun ud til mig og ævlede om at det var den anden afdeling hun skulle have fat i - så satte hun sig på sig pind, uden at ringe til den anden afdeling og ventede 10  minutter på at hun blev afløst, så hun kunne komme til kaffepause. Hende der afløste startede forfra med at spørge mig, om jeg nu også var sikker på at jeg skulle røntgen. Det mente jeg, at jeg skulle - eftersom jeg har haft kræft i knoglerne og har fået erstattet knuden med cement. Jeg vil mene det er nemmest for lægen at se om der er forandringen i knoglen på et røntgenbillede. Hun vævede noget om at de var presset i tid og det jo ikke var dem der havde lave en fejl og det kunne være at min tid måtte laves om. Der stejlede fru Hansen for alvor, det var jo ikke min skyld, at de havde lavet en fejl - i øvrigt var jeg fløjtende ligeglad med at det var en anden afdeling der havde lavet fejlen, jeg var kommet helt fra Aalborg og havde brugt foreløbig halvanden time på turen. Endelig foretog hun sig noget nyttigt og fik ringet op til den rigtige afdeling som fik faxet en henvisning...... Men 50 minutter brugte de to, på noget det kunne have været klaret på 2 telefonopkald .....  (Det tog 2 minutter at rette fejlen, da de endelig kom i omdrejninger).
Endelig lykkedes det og resten af opholdet i Aarhus gik planmæssigt - radiografen var en sødt og behageligt mennesker. Lægen var min sædvanlige og vi blev enige om at vi skulle mødes om et halvt år og så stoppe med at mødes..... Til februar er det 5 år siden jeg fik konstateret kræft og der er ikke tegn på at det kommer igen. :o).

Vi skulle så skynde os til Aalborg, for der var åbent hus på sønnens skole, Han går på noget der hedder AspIt, som er et uddannelsested for unge mennesker med bl.a. Aspergers Syndrom. De læser IT og skolen har stor succes med at integrere de unge mennesker på arbejdsmarkedet. Sønnen klarer sig rigtig godt derude og han blev rost i meget høje toner. Hans vejleder mener at der skal arbejdes hen imod, at han får en universitets uddannelse som datalog...... De mener allesammen derude, at men den rette støtte, kan han sagtens klare det...... Vi gik stolte derfra og tog sønnen med hjem til hans livret - Gratis mad :o).

Det er underligt at tænke på, at for to år siden, var man i tvivl om, han klare at få en uddannelse og overvejede pension på længere sigt. Her står vi så 2 år senere og snakker om en høj uddannelse. Sønnen er meget indstillet på at det skal lykkes og skal igang med at læse nogle fag op på HF. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at bakke op om ham, og på skolen tror de rigtig meget på at han kan.