Som asperger har man oftest svært ved at skabe venskabelige relatiner, men heldigvis ligger sønnen i den stærke ende, hvad angår at finde venner. Han har altid haft venner, ikke mange som f.eks datteren, men der har altid været nogle han kunne lege med. Nu er han så blevet en ung mand og går på et dagtilbud for autister og her har han fundet sig til rette med en flok på 5-6 stykker. Ind imellem mødes de alle til computer marathon og ind imellem er de bare to tre stykker.
Han har en kammerat "udenfor" autisme verdenen, som tit og ofte er med. Denne kammerat er fuldstændig ligeglad med deres særheder og befinder sig godt i deres selskab. Vi ser ham ikke så tit for tiden, mest fordi fester og piger trækker godt i ham. Men alligevel ved jeg at forbindelsen er tæt, takket være sms og messenger.
I dag har jeg kørt sønnen 70 kilometer ned i landet, så han kan bruge dagen sammen med en af dem. Hans mor guidede os den sidste kilometer og bød på en kop kaffe. Jeg takkede ja og vi fik os en lille snak om problemer i forbindelse med at være forældre til asperger-unge.
Hun fortalte at hendes søn var rigtig glad for venskabet med min søn, og igen måtte jeg høre om en dreng, som aldrig før havde haft en ven. Det gør mig altid så ondt, at disse børn og unge mennesker bliver ensomme fordi de ikke selv er istand til at skabe relationer. Samtidig bliver jeg glad når jeg hører at min søn er med til at hjælpe disse kammerater. Så bliver man altså stolt af sit afkom.
Det er virkelig dejligt at læse om, for vores er bestemt IKKE opsøgende, faktisk har hun ikke en eneste veninde. Der er et par stykker i skoleregi, men så ægte asperger kan hun slet ikke forstå at man også kan ses UDEN for skolen, for det er jo skoleveninder.. suk.
SvarSletNu har hun heldigvis mulighed for at komme på en efterskole for aspergere, noget hun mægtigt gerne vil, og jeg indrømmer at jeg ser frem til det, på den måde at jeg håber de kan lære hende de helt basale ting, som hun nægter at modtage fra os. Vi har virkelig svært ved at få hende til at acceptere at der er ting der skal gøres når vi beder hende om det feks. Hun nægter simpelthen og vi kan bare ikke få hende til at samarbejde, det er opslidende til tider og derfor er mit håb, at hun vil opdage via respekten for voksne udenfor familien, at man er nødt til at kunne visse ting for at fungere i samfund og sociale sammenhænge.
Det er så godt at jeres har den lille gruppe af computervenner, det betyder virkelig meget i den store sammenhæng :)
Rigtig god påske
Henriette
Sønnen er heller ikke specielt samarbejdsvillig, jeg kæmper bravt for at lære ham basale ting, som oprydning, hygiejne og så videre.
SvarSletDet svære er faktisk at få ham til at forstå tingenes betydning, for når han først har sat sig noget i hovedet, så ændrer man det ikke bare. Han er ekspert i argumenter.
En simpel ting som at lægge vasketøj ud, har været og er stadig en kamp af format. Ja jeg ved godt at alle teenagemødre har den kamp. Men tro mig, den er virkelig hård her. Først havde han sat sig i hovedet at han skulle have en vasketøjskurv, som han kunne lægge tøjet i, når han fik den skulle han nok få tøjet lagt ud til vask. Jeg synes ikke var nogen god idé, men med hans bedstes hjælp fik han mig overtalt. Det gik som jeg regnede med, tøjet lå stadig på gulvet og flød. Næste skridt er taget, kommer tøjet ikke til vask, ja så vasker jeg det ikke. Det resulterede så i at han en dag manglede bukser, og det medførte at han slet ikke kom i skole den dag - og det dur jo slet ikke. Så prøver vi forfra med at bede ham lægge det ud..... Det er som om tingene kører i ring. Det er som om han slet ikke forstå at tøjet skal ud, i så god tid at jeg kan nå at få det vasket inden det skal bruges igen.
Sådan en kamp fører vi hele tiden, omkring adfærd, hygiejne og så videre. Det slider hårdt på os alle.
Dog håber jeg og tror på at han kan lære det, når han kommer under andres kyndige hænder, for han har lige været en uge alene hjemme, mens vi var i Spanien og i den uge havde han ikke en eneste sygedag, modsat når vi er hjemme.
Det er sjovt du nævner det med hygiejnen, for det er nemlig også en issue her. Ikke så meget mere når det handler om hendes egen krop, men at man skal bo rent og ryddeligt er hende fuldstændigt ubegribeligt. At vi så forklarer døre op og stolper ned om hvorfor man gør det, hjælper ikke en hujende fis.
SvarSletDet er rigtigt at alle teenagere er sådan, men det får altså lige en ekstra skrue med aspergere, for alm børn ved godt hvorfor man skal gøre tingene de GIDER bare ikke, aspergere på den anden side, FORSTÅR det simpelthen ikke.
Pyhh det er svært syntes jeg. Godt at du snød ham lidt, for når først han er i byen, så skal han nu nok få den spilleting med hjem.
Mira skal jo som sagt på efterskole til august og ved gud jeg håber at det hjælper lidt på rutinerne, som hun sikkert ikke tør diskutere med lærene ;) Der tvinges hun også til at køre i tog når hun skal ud og hjem, for vi kan ikke køre frem og tilbage til sydsjælland to gange hver uge, men så langt har hun ikke tænkt endnu. Hun hader at køre i offentlige transportmidler.
Jeg er glad for at du skriver lidt om det her, for jeg kan bruge det til noget hos mig selv, og måske jeg også lige vil vende det lidt igen på min egen blog, det er ved at være længe siden..
Knus Henriette :)
Hej Henriette.
SvarSletJeg tror det er godt i tvinger hende til at køre frem og tilbage med det offentlige. Vi vender stille og roligt sønnen til det samme, i går var han hos en kammerat som bor 70 km herfra og nu kører jeg med ham de næste par gange han skal der ned, derefter hedder det bussen. Det er han indstillet på og han er jo stolt når det lykkes. Kammeraten skal også til at vendes til det samme. Ingen af vi forældre synes vi skal blive ved at være privat chauffører, når de med lidt hjælp selv kan finde ud af det.
Hygiejnen, ja den fylder en del her og jeg har prøvet mange måder af - det der virke bedste er at der er sat dato og tidspunkt af. Men hvor er det til tider svært at alting skal være skemalagt. Især for mig, som gerne vil være lidt spontan. :o)
Jeg følger gerne din blog, men er ikke altid god til at få kommenteret. Jeg har meget brug for at følge andre aspergerfamiliers verden. Derfor har vi også valgt at være med i et aspergernetværk, hvor vi er 4 familier. Det har været guld værd og heldigvis har vi det godt sammen alle familier.
Held og lykke med Miras efterskole, mon ikke også det modner hende end del at komme hjemmefra. Jeg glæder mig til at læse om hvordan det går.
Hej Lone
SvarSletFik lige lyst til at skrive lidt på din blog, jeg kunne ikke sove, og var derfor inde for at finde ud af hvordan en asperger kan skaffe sig venner evt. finde en livsledsager, vi har en søn som fik konstateret aspergers syndrom i en alder af 25 år og nu fylder han 30 år i aug. han er velfungerende i egen lejlighed og har heldigvis et ordensgen udover det sædvanlige, laver selv mad og har en perfekt hygiegne, men han har en hjælp fra kommunens side som kommer en gang i ugen måske, grunden til måske er at hun ofte melder fra og det har han det meget svært med, så må vi lægge øre til. Det var i den forbindelse, da hun nu går på 4 ugers ferie, at jeg luskede rundt på nettet for at se om der var steder man kunne henvende sig for en besøgsven, derfor landede jeg her, synes det er fantastisk at i har kontakt med andre forældre, der er godt nok mange spørgsmål og formentlig også megen hjælp i samværet.
Det var første gang jeg skriver i en blog, fantastisk mulighed - tusind tak.
Mange venlig hilsner
Rene
Hej Rene og velkommen her.
SvarSletVores søn er meget bevidst om hans manglende sociale kompetencer og arbejder meget på at vedligeholde sin omgangskreds. Vi prøver at støtte ham, så godt vi kan, blandt andet ved at spørge til hans venner, så han husker dem. De har lige haft pc-marathon i denne uge og denne gang var de 4. Derudover har vi nogle venner som har en søn, som har atypisk autisme. Han er 14 år og fik lov at være med i nogle timer i tirsdag og han var lykkelig.
Vores kontakt med andre forældre, var et klart ønske fra min side, da sønnen fik diagnosen. Jeg havde et stort behov for at snakke med andre der forstod, hvad der foregik og vi fandt vores aspergernetværk igennem Autismeforeningens nordjyske afdeling. Idag består gruppen af 4 hold forældre og de 3 af os har været med i 6-7 år efterhånden. Vi har valgt blive i gruppen, selvom sønnen nu er flyttet hjemmefra.
Jeg må indrømme at vi ikke snakker så meget om Asperger Syndrom mere, men der er altid et godt råd at hente, når der er brug det.
Med hensyn til bloggen, har det været et godt redskab for mig, til at læsse af. Sønnen ved godt jeg skriver om ham herinde og jeg har fået hans accept.
Håber i får held til at finde en besøgsven.
Hilsen Lone
Hej
SvarSletJeg faldt lige over denne blog:) jeg har selv en dreng på 13,5 år med aspergers. Kan godt genkende det med soignering og at han ikke kan forstå vigtigheden af det. Hos os har vi lavet nogle kort til ham. Han har f.eks. Et bad kort, hvor der står hvad han skal huske når han er i bad..dvs. Vaske hår, vaske krop, negle, deo, børste tænder etc. Savi har også et godmorgen og godnat kort med de ting der skal huskes her f.eks. Tøj til vask mm. Han har selv været med til at bestemme konsekvensen over hvad der sker hvis han ikke får gjort de ting der skal gøres..den ene er at han i weekenden skal tidligt op (han er teenager og sover lææænge..). Derudover er hans pc hans et og alt, og den kan først tændes når f.eks. Sengen er redt og tøjet lagt til vask. Det fungerer fint hos os, selvfølgelig med få undvigelser, men så skal vi bare bede ham gøre det en gang og så er den klaret. Vi
Struktur er vigtig og selvom sønnen er flyttet hjemmefra, holder vi stadig hånd i hanke med hans hygiejne. Det skal siges at han er blevet god til at styre det og sætter en ære i at være ren når han er sammen med andre.
SvarSlet