Ny Iphone

Ja altså splinterny er den ikke, men alligevel ved jeg at den er passet på, som var det en lille baby. Manden har en kammerat, som er lidt at en pionér, når det kommer til Apple produkter han skal helst have det sidste nye. og når nu den nye Iphone 5 kommer lige om lidt, skal der selvfølgelig skiftes telefon. Kammeraten og hans søn, skal så af med de "gamle" og vi har fået et godt og manden har sagt ja.

Altså bliver jeg snart den lykkelige ejer af en Iphone 4, som faktisk ikke er mere en halvanden måned gammel. Noget med fejl på den gamle, som blev byttet til en helt ny - det får jeg så glæde af :o)

Ja det er ikke fordi den gamle trænger til at blive skiftet ud, men manden lod sig friste og nu må han så se at få solgt de to gamle telefoner.

Manden er lykkelig, kammeraten er tilfreds. Gad vide om jeg kan mærke forskel - jeg tvivler.

En hyggelig søndag i fødselsdagens tegn

Hele familien, nåh ja næsten hele familie var trommet sammen til fødselsdag her hos os i søndags. De fraværende bor lidt for langt væk til at komme forbi til en kop kaffe - London, København og Odense. De må have det til gode til en anden gang.

Datteren og jeg havde været igang i køkkenet og produceret boller, sukkerfri chokoladekage og 2 lagkager. Bollerne var der bagt 48 af og der var lige nok til at sønnen kunne få 4 med hjem.

Chokoladekagen, ja det var en ikke prøvet opskrift jeg havde fundet på nettet og den viste sig at have et par fejl, bl.a. manglede den væske, hvilket jeg prøvede at kompensere for. Resultatet var en flad, lidt for svampet tingest som godt kunne have fået lidt mere hermesetas. Søster som den var produceret til, spiste da lidt af den, men den opskrift er smidt væk.

Lagkagerne, især den ene som var en mokkakage, forsvandt som dug for solen, jeg nåede ikke at smage den, men de andre så yderst veltilfredse ud..... undtagen sønnen, som helst skal have det som det plejer at være, og det var den anden lagkage. Også af den fik han et stykke med hjem.

Søster og svoger havde deres hund med, en stor godmodig hvid Schæfer og den hyggede sig, hvilket yngste medlem af familien også gjorde, hun er en lille 7½ måned baby og hun er slet ikke bange for hunde, de to fik snuset nogle gange til hinanden. Hunden holdt øje med hende, da hun mavede sig rundt på gulvet og sladrede når hun var på afveje :o)

Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor der blev snakket meget. Far og svigerfar satte sig hen i den anden ende af stuen, i sofaen og fik en rigtig god sludder om 1940'erne og 1950'erne. Den ene er vokset op på landet og den anden i byen og de er begge gode til at fortælle om den tid.

En stolt mor.

Så blev det endelig en realitet. Sønnen er optaget på AspIt og skal de næste tre år gennemgå en It-uddannelse, tilrettelagt for unge med bl.a. Aspergers Syndrom.

Den unge mand er i rivende udvikling og bliver mere og mere selvhjulpen. Han har udviklet sig utrolig meget, siden han pakkede sit habengut og forlod matrikel, for at stå på egne vaklende ben.

Han flyttede herfra i december for knap 2 år siden og vi var alle skeptiske, hvordan skulle det dog gå. I starten var han da også ved at gro til i skidt, og den stakkels mentor, som skulle hjælpe ham, kunne slet ikke trænge igennem til ham.

3 måneder gik der og endelig fik jeg lov at komme over og få skik på lejligheden. Vi kom i bund og  jeg husker jeg i mit stille sind tænke, at det blev nok noget jeg skulle indstille mig på, at det blev mig der måtte holde for.

Da jeg kom derover en uge senere, var der stadig ryddet op, det vil sige opvasken var ikke taget, men resten af hans lille 1 værelse lejlighed var ryddelig. Vi var en måneds tid senere til møde med hans mentor og hun udtrykte tilfredshed med ham, men fortalte at hun havde været skeptiske med hensyn til om han kunne klare at bo alene. Nu kunne de se at han begyndte at have styr på det. Situationen i dag er at han har godt styr på rengøring og oprydning, omend med støtte. Men hensyn til opvasken, er det faktisk sjældent at der står opvask hos ham, han har fundet ud af, at det er lettere at tage en lille opvask, frem for en stor. :o)

Vi hjælper stadig lidt til ovre hos ham, men kun sjældent og kun lidt. Mest er det at støtte ham til at huske at få tingene gjort og kigge hans papirer igennem. Dog tager jeg stadig hans vasketøj, men det er kun et spørgsmål om tid........håber jeg.

Næste skridt på vejen for ham, indtræf mellem jul og nytår. Han var hjemme på besøg og begyndte at snakke om at han kedede sig og der skulle ske noget. Hans far lovede ham at snakke med hans kontaktperson, men det nåede han aldrig inden sønnen selv havde taget affære. Det blev til praktikophold på Nordvirk i Aabybro. Meget ros skal flyde i deres retning, for de var med til at skubbe sønnen i den rigtige retning. Det var her han blev overbevist om at han skulle på AspIt.

Nu er han officielt optaget på AspIt og er glad og hvor var det sjovt at se ham i omgivelserne inde på AspIt. Han var selvsikker og følte sig godt tilpas.

Lige nu er jeg en stolt mor.

En stille dag

Både manden og datteren er ramt af noget forkølelse og hovedpine. Manden gik i seng i går ved to tiden, og er først dukket op til overfladen for et par timer siden. Datteren der sov hos en kammerat i nat, bad så inderligt om at blive hentet tidligt i formiddags og hun er puttet under dynen og har fået noget varmt hyldebærsaft.

Så min dag går lidt langsom og stille for ikke at forstyrre de syge.

En ganske særlig dag.

Selvom om det skete for 54 år siden, har det en aldeles direkte indflydelse på mig og min søster. Far sendte en sms lige over middag, at han ville give kaffe i dagens anledning. Ikke noget om hvad anledningen var, men jeg havde nu gættet det, for det er en dato vi har fejret før.

Der var til høstbal og selvom min far helst ville være blevet hjemme, da han også aftenen forinden havde været til bal, blev han alligevel overtalt til at tage med, for bonden han tjente hos havde bestilt og betalt hans mad. Far tog med og hans plan var at tage tidligt hjem. Sådan skulle det ikke gå, for mor fangede ham på dansegulvet og bad ham hjælpe med at undgå en anden, vistnok noget ældre fyr, ved at danse med hende. Min galante far sagde ja og det var starten på de mange år de skulle nå at få sammen. Mor var kun 15½ år gammel, da hun der midt på gulvet fangede sin livsledsager :o) Dengang for 54 år siden, startede det livslange eventyr, som var med til at danne vores lille familie.

Nu er det 3/4 år siden hun gik bort og hun er savnet, men idag var det lutter gode minder og vi havde en rigtig dejlig eftermiddag. Far var i gavehjørnet og min søster fik de lysestager, som min tipoldemor fik i konfirmationsgave. Jeg fik en kande som har tilhørt min tip-tipoldemor, hendes initialer er indridset i kanden, men desværre ved jeg ikke hvorfor hun har fået den. Den har været revnet og limet sammen og har som følge deraf ingen værdi, men den har været i familien eje i 156 år, og der bliver den.

Far synes vi skulle have gaverne, for som han siger, det er jeres mors arvestykker og de betyder mere for jer end de gør for mig - og så behøver jeg ikke være bange for at støve at og risikere at slå kanden mere i stykker :o)

Min søster og jeg, takkede og bukkede og jeg ved vi begge sætter pris på arvestykkerne og vil gøre vores til at bringe dem sikkert videre til næste generation.

Halvdramatisk hjemtur

Der var optræk til dramatik i nat, da vi kørte rundt i Aalborg kl. 4 i nat.

Vi havde været til 60 års fødselsdag hos en kær ven og det blev sent, alt for sent. Vi er nemlig trætte idag og alle vores planer er udsat. Aftenen var dejlig vi hyggede os, dansede og festede sammen med den glade fødselar.

Ud på natten ville vi hjemad og med mig som chauffør. Da jeg sjældent drikker alkokol, er jeg altid den den holder for, med transporten. Min svigerinde var med og på vej op til hende, kørte vi forbi en væltet cykel og studsede alle tre, for var der ikke noget underligt ved den der cykel der lå i vejkanten – der var vist noget mere.

Jeg vendte bilen og kørte tilbage, alt i mens vi snakkede om at der nok skulle ringes 112. Vi stod ud af bilen med bankende hjerte og løb over vejen for at se hvad det var.

Der lå en ung mand og heldigvis bevægede han sig, da jeg rørte hans arm. Jeg spurgte om han  havde slået sig og det benægtede han, det så heller ikke sådan ud. Alligevel tjekkede jeg om der var blod i nakken, for han var noget lakket til :0)

Vi fik han trukket på benene og spurgte han igen om han havde slået sig, men det mente han ikke. Han virkede også klar nok i hovedet, når vi spurgte ham og noget – bortset fra at han spurgte os hvor længe han havde ligget der. Der måtte vi være ham svar skyldig, vi var lige kommet.

Sikke nogle søde damer i er, sagde han til os og takkede os mange gange og gav os et knus, inden han trissede hjemad.

Han boede i boligblokken lige overfor og vi fulgte ham på vej og så han låste cyklen og gå ind i en opgang. Jeg vil mene han vågner med en flok tømmermænd på job.

Skole lejrtur.

Datteren smutter til København i morgen med skole, og kommer først hjem på fredag. De skal vandrehjem. Morgenmaden får de på vandrehjemmet, men resten af dagens måltider skal de selv sørge for. I starten var der en del skepsis fra forældrenes side, for får min lille purk nu noget at spise. Lærerne derimod har prøvet det flere gange og endnu har de ikke oplevet at nogle af ungerne er kommet sultne i seng. Tværtimod bliver vores unger hurtigt fortrolig med de mange muligheder København byder på, rent kulinarisk. (Hun vil IKKE på Mc. Donalds :o) )

Dattere har en aftale med hendes kusine som har boet i København 4 måneder og kusinen glæder sig til at vise datteren sin nye by. De skal allerede mødes i morgen, det var den dag der passede bedst, for skolen har en masse på programmet de øvrige dage.

Jeg har forsøgt at få lov at snige mig ned i kufferten og komme med, men nej "Du bliver bare hjemme, mor"..... :o) Jeg kunne da ellers godt bruge en lille smuttur til København. Nå, det må blive en anden gang. Det skal jo heller ikke blive for pinligt for den unge dame :o)

Hun er sendt tidligt i seng, for hun skal tidligt op og skal være på Aalborg Banegård kl. 7:15.